At leve, fordi man får lov at leve – 5

(Fortsat fra sidst)

Jordens mennesker har hidtil levet i fuld overbevisning om, at deres fysiske jeg var »dem selv«, men i tiden fremover vil der blive flere, der opdager, at et sådant menneskesyn er en »gammel tankegang«, der ikke passer til tiden.

»Mennesket er oprindeligt livets lys, et væsen, der har fået del i den uendelige kraft, som livets kilde har.

Det lys’ grundstof findes både i det allermindste og i det allerstørste og lader alt, hvad der er, være til og leve.

Derfor er mennesket oprindeligt endda selve universet.

Og menneskeheden, der i livets allerinderste bærer selve den universelle livsbevidsthed, er skabningens krone.

Derfor kan man sige, at ›menneskeheden er væsener, der er født for at lade universets idé komme til syne på den planet, de hører til‹.«

De, der har husket denne kendsgerning, begynder at udfolde den frihed og ubundethed, som livet oprindeligt har, og der kommer en tid, hvor de viser menneskene omkring sig de uendelige muligheder, som mennesket oprindeligt har.

Den tid ligger ikke i en fjern fremtid, men i en virkelig nær fremtid.

Selv om de endnu er få, er der allerede mennesker, der er trådt ind i den tilstand og allerede på det nuværende stadium lever, mens de lader flere menneskers evner komme til udtryk i ét menneskes hjerte og krop.

Blot mennesker husker livets inderste væsen, kan alle ophæve deres selvbegrænsning og leve, mens de sætter den fantastiske kraft, som livets lys oprindeligt har, i gang.

For at leve sådan gælder det om, uanset hvordan man lever nu, om man er syg, om man ikke er heldig med sine menneskelige relationer, eller om man er uheldigt stillet økonomisk, ikke at nedvurdere sin egen sande værdi af den grund, men at leve med intet andet end lyst håb i hjertet.

Man kan godt reflektere over sig selv, men man skal ikke blive stående dér for evigt; man skal blive ved med at lade den fremadrettede følelse brænde.

Uanset hvor meget man lader livets lys brænde, løber det aldrig tør for brændstof.

Jo mere man lader det brænde, desto stærkere bliver lyset, og det bliver ved med at sætte en kraft i gang, der gør alt muligt på alle områder.

Menneskets inderste væsen er lys.

Den fysiske krop, der forgår med tiden, er blot et køretøj (et kar), som man midlertidigt har skabt for at opholde sig i denne verden.

Fordi man misforstod det kar som sig selv, bredte jordboernes utilfredshed, klager og følelse af mangel sig, men også det var blot en af de processer, man måtte opleve.

Nu behøver man ikke længere at gispe efter vejret i ufrihed.

Man kan frit designe sit liv og give drømme og håb form.

Den tid, hvor man sammenlignede sig selv med andre og skiftevis glædede sig og sørgede, hører allerede fortiden til.

Fra nu af vil hver enkelt slibe og løfte sig selv og vende tilbage (vende hjem) til livets inderste væsen.

Ved at gøre det kan ethvert menneske gribe den sande lykke.

(Fortsættes næste gang)