Tidens rette øjeblik for den allersidste og største udvikling
Udgivet Opdateret
I år, 2025, bliver sandsynligvis år ét, hvor verdens menneskehed bliver bevidst om den sandhed, at fremtiden åbnes ved, at man husker det guddommelige (den natur, der stræber efter harmoni), som er ens eget livs inderste væsen, og udtrykker det i tanker, ord og handlinger.
Og de mennesker, der allerede har levet med det sigte, vil gennem resultaterne af deres bønner, IN, arbejde med sig selv og så videre modtage en endnu mere strålende skæbne, end de nogensinde havde forestillet sig.
Det er hverken et mirakel eller en nåde fra universet eller guderne, men en fremtid, som man selv har banet vejen for gennem sine egne tanker, ord og gerninger.
Menneskeheden bliver uden undtagelse bevidst om,
at dens eget livs inderste væsen er guddommeligt,
at det ikke er ved at klamre sig til andre,
ikke ved at være afhængig af metoder,
ikke ved at se passivt til og tænke, at nogen nok gør det,
men ved at trække det guddommelige, der bor i en selv, frem
og lade det komme til syne i tanker, ord og handlinger,
først forandre sig selv
og forandre den verden, man selv erkender,
at netop det er
den eneste vej
til at genoprette denne planet i en stor vendetid,
og at menneskehedens liv
er et stort lys,
der som solen nærer livet
og bringer harmoni.
I år, 2025, er det,
at Jordens menneskehed bliver bevidst om den universelle sandhed.
Der er måske sjæle, der nægter at lade sig bære af denne strøm i Jordens udvikling.
Men der er ingen grund til at gøre det til et problem.
Der er slet ingen grund til på den baggrund at sammenligne sig selv og andre og tænke »det menneske er ynkeligt« eller »jeg er et udvalgt menneske« og røre op i følelsernes mudrede vand af glæde, vrede, sorg og fornøjelse.
For det er den vej (proces) for sjælens udvikling, som personen selv og personens skytsguddomme og skytsånder har besluttet.
Man behøver blot at se på alle skiftende landskaber, ligesom når man ser landskabet under en rejse i høj fart.
Man behøver blot at se på det, ligesom man ser på skyerne, der kommer drivende hen over hovedet og med tiden driver bort.
Selv om man ikke kan vende tilbage til det guddommelige på Jorden,
selv om sjælens udvikling bliver forsinket med 20.000 eller 30.000 år,
så er det, set med kildens øjne i livets allerdybeste,
ikke nogen stor forskel.
Sagt, så Jordens mennesker let kan forstå det:
»Det er kun forskellen på, om man sidder i en vogn forrest i toget
eller i en vogn bagest i det samme tog.«
Selv om man ikke bekymrer sig om noget,
er alle med i livets udviklingsstrøm.
Selv om man benægter det,
har menneskeheden ingen anden vej at leve på end at udvikle sig.
Både de, der går frem med omveje,
og de, der går lige ad livets store vej,
er alle
en del af de livets lysstråler, der er udgået fra universets oprindelige kilde.
Vi kommer til med egne øjne at se den allersidste og største udviklings rette øjeblik, som Jorden fra nu af skal opleve.
For vi er kosmiske Guddomme, der netop derfor er kommet til Jorden fra andre stjerner.
Indtil nu var tiden ikke inde, og vi havde blot gemt den kendsgerning dybt i vores hukommelse.
Men sådan en vuggetid er nu forbi.
Tiden er kommet, hvor jordboerne står på deres hjertes egne ben og går et liv, hvor sjælen er selvstændig.
Den tid, hvor det var i orden at være til besvær for naturen og alt levende og ordne tingene kun efter os menneskers egen bekvemmelighed, er forbi.
Med harmoni i alt som det bærende princip lader man sit eget liv virke alene for det.
Jorden har nu passeret indgangen til en tid, hvor selvcentrerede værdier ikke længere gælder.
At udnytte sit eget liv for at lade helheden leve –
netop det er de værdier, der gælder i rumsamfundet, og den vej, hvor man bliver ét med livets oprindelige kilde.
I tidens rette øjeblik for den allersidste og største udvikling,
hvilken måde at leve på vælger du?
Uanset hvilken måde at leve på I vælger,
er det jer,
I jordboere, der modtager resultatet.
Vi
kan blot heppe på jer.
Uanset
hvad der fra nu af sker på Jorden,
er jeres fremtid lys –
kun det
vil vi sige til jer nu.
