At leve, fordi man får lov at leve – 1
Udgivet Opdateret
Når jeg lever mine dage, mens jeg holder af naturen og alt levende og anerkender det guddommelige i mig selv og andre, er der øjeblikke, hvor jeg føler: »I dette øjeblik, som hedder nu, overlapper fortiden og fremtiden hinanden.«
Det er en fornemmelse, jeg har, fordi jeg i hvert eneste flygtige øjeblik, som vi tror er nu, ser, hvordan den fremtid, som menneskehedens tanker tegnede i fortiden, tager form, viser sig og forsvinder som en forsvindende skikkelse, og fordi jeg praktiserer, at den nuværende bevidsthed, på baggrund af det, tydeligt anerkender det guddommelige som det inderste væsen bag alt, der viser sig, og tegner en ideel fremtid, hvor alt i alt er, som det bør være.
Mange mennesker tænker ikke, at »fortiden og fremtiden findes samtidig i nuet«.
Når man ikke tænker sådan, udsender bevidstheden ganske enkelt tanker, der er styret af fænomenerne.
Det kan man kalde »en tilstand, hvor tankerne hele tiden bliver revet med«.
Som jeg altid siger, kan menneskehedens bevidsthedsudvikling aldrig lykkes, uanset hvor lang tid der går, hvis man ikke går igennem processen med at behandle bevidstheden bevidst.
At mennesker udvikler deres bevidsthed, bliver nøglen til at åbne en lys fremtid for Jorden.
Alligevel er det kun et meget lille antal af Jordens menneskehed, der har taget fat på at gøre en indsats for at opdatere deres tankevaner.
Blandt den kosmiske menneskehed er der nogle, der stille ser til og tænker: »Det er også jordboernes eget valg, så vi kan ikke andet end at våge over dem.«
Mange af Jordens mennesker er overbevist om, at »i dag er en fortsættelse af i går, og i morgen kommer på samme måde som i dag«, men sandt at sige er det et mirakel, at der overhovedet er en dag i dag.
At man kan leve nu, er aldrig en selvfølge.
Det er noget, man slet ikke kan komme i tanker om, hvis man ikke har det synspunkt, at »vi får lov at leve takket være velsignelserne fra mange forskellige væsener«.
Hvis vi skal begynde helt fra begyndelsen, handler det om »selve den kendsgerning, at man kan leve«.
Der er ingen, der selv får sit hjerte til at slå eller pumper blodet rundt ved egen kraft.
Åndedrættet er heller ikke noget, man gør, fordi man tænker »nu vil jeg trække vejret«; man ånder naturligt ud og ind.
At fordøje det, man har spist, optage det som næring og udnytte det og at udskille det, der ikke er brug for, er også cellernes arbejde og ikke noget, vi gør.
Når man tænker over den slags, er det rigtige svar på, hvordan menneskets tilværelse i virkeligheden er, at man ikke »lever ved egen kraft«, men »får lov at leve ved livets kraft«.
(Fortsættes næste gang)
