For at gøre det overskuende blik til et fast ståsted – 2

Mennesker ser de bløde steder i hjertets dyb afspejlet i andre

Hvad skal man så helt konkret være opmærksom på og praktisere for at gøre det overskuende synsfelt til sit eget og gøre det overskuende blik til et fast ståsted?

Det er det, jeg altid fortæller: Man skal ikke lade det, man har følt over for verden uden for den fysiske krop, blive ved med at være samfundets eller andres skyld, men vende det tilbage mod sit eget indre og klart erkende den sande årsag (grunden til, at man følte sådan), som lå i en selv.

Det gælder for alle mennesker: Det levende væsen, der hedder mennesket, kan umuligt føle noget i verden uden for den fysiske krop, som der ikke er en årsag til i det selv.

Selve det, at man har følt noget, er beviset på, at man føler sit eget indre afspejlet.

For eksempel kan noget, som B slet ikke tager sig af, når A gør det mod ham, få C’s hjerte til at blive dybt formørket og tankerne til at komme i uorden, når A gør det samme mod C.

I et sådant tilfælde kan man sige: “I B’s hjerte var der ingen årsag til, at noget skulle blive hængende, men i C’s hjerte var der en årsag til, at noget blev hængende.”

Hvert menneske har forskellige bløde steder, som man kan kalde hjertets strenge.

Mennesker ser de bløde steder i deres eget hjertes dyb afspejlet i andre.

Man kan kalde det de dele af hjertet, der ikke er trænet, man kan sige, at der er områder i hjertet, hvor livets lys ikke bliver tilført tilstrækkeligt, og man kan også udtrykke det som hjertets mørke.

Hvad tilknytning i virkeligheden er

Alle begivenheder, al åndelighed og al materialitet har yin- og yang-egenskaber, som man kan kalde de grundstoffer, der får dem til at eksistere, og når balancen mellem dem er i disharmoni, føler vi, at noget bliver hængende ved samfundets bevægelser eller andres ord og handlinger.

Disse yin- og yang-egenskaber er noget i stil med de positive og negative ioner i livselementerne, som ligger over ti trin dybere end atomerne.

En sådan “tilstand, hvor balancen mellem yin og yang i livselementerne er brudt”, kaldes “tilknytning”.

Set på overfladen er denne tilknytning de knuder i tankerne, som jeg altid nævner: “forudfattede meninger”, “fastlåsthed”, “fordomme” og “klamren sig til noget”.

Når man med hjertets øje ser på de tanker, man har følt over for andre, i sit hjerte, kommer man til at se et gerningsmands-selv og et offer-selv, der befandt sig på et sted, hvor livets lys ikke nåede ud.

Hvis man for eksempel får sine følelser i uorden, fordi en anden siger noget ubehageligt til en, betyder det, at man selv har gjort det samme mod sig selv.

Og videre: At man selv har gjort det samme mod sig selv, betyder, at der samtidig også fandtes et selv, der blev udsat for det samme af en selv.

Når man samtidig opdager sit selv på både yin- og yang-siden, skal man omfavne dem uden ord.

Man breder hjertets to arme vidt ud og holder af gerningsmands-selvet og offer-selvet lige meget uden at tage parti for nogen af dem.

Man siger ord fra hjertet i retning af: “Undskyld, at jeg ikke lagde mærke til det. Det har været svært. Det har gjort ondt. Men det er i orden. Nu er det i orden …”

Så kan begge selv’er blive forløst på samme tid.

Det var netop disse uforløste tanker, der i virkeligheden var tilknytningen.

(Fortsættes næste gang)