Den tankegang, der bygger en ny verden – 3

Hvorfor man må gøre en indsats for at forandre sig selv, før man forandrer andre

Tidligere, hvor det handlede om, hvordan menneskeheden skal ændre sin måde at leve på, sagde jeg: “Hele Jordens menneskehed har brug for at huske den guddommelighed, som er deres eget livs væsen. Og med den bevidsthed skal de anerkende guddommeligheden i alt. For at gøre det skal man allerførst erkende sin egen guddommelighed som en selvfølge.”

Hvorfor skal man huske sin egen guddommelighed og gøre den til selvfølgelig erkendelse, før man sender kærlighed ud til andre, og før man står ved andres side? Fordi det levende væsen, der hedder mennesket, er et væsen, hvor der uden undtagelse klæber urene bølger som indre konflikter og beregning ved, uanset hvor meget det forsøger at vise kærlighed i ord og handlinger, hvis det ikke virkelig har tilgivet og elsket sig selv.

Derfor må man før alt andet tilgive og elske sig selv, stå ved sin egen side og lade “livets store lys” nå ud i hele mørket i sit hjerte.

Et menneske, der virkelig kan udøve og udtrykke en kærlighed uden bagtanker, har overhovedet ingen indre konflikter i hjertet. Eller de er svage.

Uden en indsats for at opdatere sig selv til en sådan tilstand kan den ydre verden ikke blive bedre, uanset hvor meget man anstrenger sig for at gøre den bedre.

Hvorfor? Fordi den verden, man selv erkender, i alle tilfælde er en projektion af det indre univers.

Hele verdens menneskehed er i en selv.

Der er mange selv’er i ens hjerte.

Så længe de ikke har gennemgået oplevelsen af at smelte ind i det guddommelige selv, er de fleste af dem bølger af uforløste tanker.

Jeg kalder disse mange forskellige indre tankebølger for “min egen menneskehed”, og jeg vender de tanker, jeg har følt over for andre, tilbage mod mig selv, finder to modsatte selv’er og omfavner dem.

Det sande billede af de tanker, man føler over for omverdenen

De to slags modsatte selv’er er følgende:

• Et selv, der ikke anerkender en selv, og et selv, der ikke bliver anerkendt af en selv.
• Et selv, der ikke vil tilgive en selv, og et selv, der ikke bliver tilgivet af en selv.
• Et selv, der ser ned på en selv og træder på en selv, og et selv, der bliver set ned på og trådt på af en selv.
• Et selv, der ikke elsker en selv, og et selv, der ikke bliver elsket af en selv.
• Et selv, der ikke kan lide en selv, og et selv, som en selv ikke kan lide.

I hjertet hos mennesker, som ikke helt er vendt tilbage til den guddommelige vibration, er der generelt sådanne modsatte selv’er, et gerningsmands-selv og et offer-selv, som enten er i gang med skjulte manøvrer eller sidder sammenkrøbet i mørket i hjertets dyb.

Det projicerer man ud i verden uden for den fysiske krop, og som om man så i et spejl, får man indtryk af samfundets tilstand og andres ord og handlinger.

Disse tanker skal man vende tilbage mod sig selv.

Den handling er en handling, hvor man lader livets lys skinne i sit hjerte.

Ved at gøre det kan man finde den sande årsag til, at man føler disharmoni i den ydre verden.

Når man har fundet den, er der ingen grund til at planlægge at gøre noget ved den.

Man ser den bare.

Blot ved at se begge sider på samme tid bliver de forløst.

Den sande årsag til denne verdens disharmoni lå i det ubevidste område, som man ikke havde kunnet erkende.

Blot ved at se det bliver plus og minus bragt i balance, og man nærmer sig en sindstilstand uden tilknytning.

(Fortsættes næste gang)