Indtil den dag, hvor det subtile, altgennemtrængende hjerte bliver dit eget (2. del)
Udgivet Opdateret
Den forrige artikel med samme titel
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-482/”]
(Fortsat fra sidste gang)
★At dimittere fra at skyde skylden fra sig og være afhængig af andre
Det gælder ikke små børn, men hvis du er et voksent menneske, der både af navn og i gavn forsørger sig selv, er det på tide klart at erkende den kendsgerning, at “det eneste, der kan gribe ind i min skæbne, er mine egne tanker”.
Så længe man endnu ikke har lagt mærke til, at den, der skaber ens skæbne, er ingen anden end en selv, er det svært at bryde ud af vanen med at give andre skylden.
Og bag det at skyde skylden fra sig ligger en vane med at være afhængig af andre, som så meget, som den overhovedet kan, hindrer den sjælelige selvstændighed, der er rodfæstet i det menneskes guddommelighed.
Hvorfor er det at skyde skylden fra sig og at være afhængig af andre to sider af samme sag? Fordi når ens bevidsthed er i en tilstand af afhængighed af andre, er alt godt, så længe alt går vel, men når tingene ikke går, som man vil, har mennesker en tendens til at ende med at give andre skylden for det.
Nu står det klart, at dette blot er en kendsgerning, ikke sandt?
Og hvis man bliver i den slags sindelag, kan man nogle gange ende med at opføre sig på måder, der ikke virkelig ligner en selv.
Hvis man ser sig omkring og ser på verden, sker det hver dag, ikke sandt?
Det er på tide at dimittere fra den slags gentagelse.
★Lad os leve det subtile, altgennemtrængende hjerte, der kender alt
Til det skal man gøre det subtile, altgennemtrængende hjerte til sit eget.
Enkelt sagt er det subtile, altgennemtrængende hjerte et hjerte, der lever en guddommelighed, der er fortrolig med al sandhed.
Det, der er vigtigt der, er, at det, man skal rette sin bevidstheds fokus mod, ikke er “virkeligheden uden for kroppen”, men hvordan man selv, efter at have mødt den med sine fem sanser, tog imod den og følte den.
Derfor sagde vi i begyndelsen af denne tale: “Til enhver tid er det vigtigt at skelne, om ens eget hjerte er ægte eller falsk, og altid stræbe efter at leve livets væsen.”
I stedet for kun at vurdere de ydre ting, som hvem der gjorde hvad, eller hvad der gjorde det ene eller det andet, er det, der betyder noget, at se på de ydre bevægelser, der afspejler det indre, og se på, hvad man følte ved dem.
Indse venligst den kendsgerning, at det netop var fordi man ikke forstod dette, at man levede med tingene på hovedet.
Hvis ordet “på hovedet” ikke gør det klart, kan man tænke på det som at have levet omvendt, at have set på verden, mens man stod på hovedet.
Mennesker, der på den måde omhyggeligt ser på deres bevidstheds tilstand og polerer sig selv til at blive sandheden selv, vil helt sikkert nå den dag, hvor de er fortrolige med alt.
For alt, hvad der viser sig, er kommet frem fra den ene store kilde, og ikke en eneste ting er adskilt. (Slut)
