Den guddommelige menneskeheds måde at se verden på (første del)

★Den guddommelige menneskeheds måde at se verden på

I den materielle civilisations sluttid er det, for at udvikle Jordens verden, der stønner under alle slags udmattelse og skader, til en sand, guddommelig stjerne med guddommenes civilisation, der i sandhed er åben mod universets verden, selvfølgelig helt uundværligt med guddommelighedens genopvækkelse i hvert eneste menneske i Jordens menneskehed.

Og til det kan man sige, at der hviler en meget stor vægt på erkendelsesevnen hos jer, den guddommelige menneskehed, som forud for menneskeheden allerede er ved at huske og lade menneskets oprindelige guddommelighed komme til syne.

Jeg har aldrig nogensinde talt om noget ligegyldigt og uvigtigt, men det, jeg vil fortælle i dag, er også en meget vigtig tale, så i dag vil jeg ud fra synspunktet [den måde at se verden på, som de, der forud for menneskeheden har fuldført eller er ved at fuldføre guddommelighedens genopvækkelse, bør have] holde en tale, der kan etablere et verdenssyn fra det guddommelige rige.

Om princippet for, hvordan mennesket skaber sin skæbne, har jeg jo talt gentagne gange indtil nu.

Dagens tale er den anden side af samme sag som de indhold og hænger også sammen med at få et rigtigt syn på livet til at slå rod i Jordens verden, så tilegn jer den endelig, og hjælp livets sandhed med at trænge ind i hele menneskehedens bevidsthed.

Er I klar?

Er der så nogen, der ud fra livets sandhed kan svare på det enkle spørgsmål: »Hvorfor har Jordens menneskehed indtil i dag, selv om den vidste, at idealet var at skabe en verden, hvor alle kan leve fredeligt sammen, ikke kunnet gøre det og hele tiden været optaget af magtspil med hvirvlende sammensværgelser og i sidste ende af konflikter og strid?«

★Menneskehedens sande rolle

Det er, fordi definitionen af den sande rolle for jer, menneskeheden, der har et liv, som er adskilt som menneske blandt de mange forskellige levende væsener på Jorden, ikke har været gjort klar.

Først og fremmest var tiden endnu ikke kommet til, at selv de mennesker, der står i en ledende stilling, som forskere, politikere og religiøse ledere, skulle kende livets sandhed, og derfor har undervisningen i livet ikke bredt sig til hele Jordens verden.

Men misforstå mig ikke her: det betyder, at det ikke nytter noget og ikke har nogen mening at lave en opgørelse over fortiden om, hvem der var skyld, eller hvad der var forkert, og jeg taler ikke sådan for at gøre nogen til skurk.

Det, vi fortalte, er bare en kendsgerning.

Det var kun sådan, fordi tiden ikke var inde, og det var hverken nogens skyld eller noget, der var forkert.

Og hvad angår menneskehedens sande rolle, så er den, at mennesket er en livsform, der som stedfortræder for universets ophavsbevidsthed, som skabte hele universet, har fået rollen at skabe og opbygge den verden, som ophavet til alt ønsker at skabe, på den stjerne, man selv bor på.

Dybt i menneskehedens liv bor den uendelige visdom, der skabte hele det uendeligt vidtstrakte univers, så bredt og dybt, at det føles uendeligt.

Denne skaberkraft er noget, som intet andet levende væsen end menneskeheden har som rolle, selv om man undersøger alle levende væsener nøje, og netop derfor kaldte folk i det gamle Kina menneskeheden for »alle skabningers herre«. (Fortsættes næste gang)