Den dimensionelle opstigning af det, der gør livet værd at leve (2. del)
Udgivet Opdateret
Den forrige artikel med samme titel
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-314/”]
(Fortsat fra sidste gang)
★Den dimensionelle opstigning af det, der gør livet værd at leve
På den anden side, selv om det, der har givet dit liv mening, har været rodfæstet i lille selvtilfredshed, er det fortiden, frem til netop dette øjeblik. Fra nu af kan du træde op til en altruistisk grund til at leve, så meget du vil.
Løft det, der gør dit liv værd at leve, en dimension op.
Det kan du helt sikkert opnå, blot ved hvordan du bruger din egen bevidsthed.
Om du tænker “Jeg kan” eller ej, om du beslutter “Jeg vil vise, at jeg kan” eller ej – den korsvej for valg og beslutning er altid netop dette øjeblik, det øjeblik, der bliver ved med at passere og komme.
Når du først har truffet det valg og den beslutning på et øjeblik, er det eneste, der er tilbage, at udføre det.
Hvis du udfører det, vil det, der gør dit liv værd at leve, blive løftet en dimension op.
Selv om du beslutter dig én gang, omsætter det til handling og snubler, er det ikke noget stort problem.
Hvis du bliver ved med at tage udfordringen op igen og igen uden at give op, vil du helt sikkert slippe ud af vanetankernes bur.
Og hvis du, som vi nævnte før, finder din grund til at leve i at arbejde for sameksistensen mellem alle levende væsener, naturen og menneskeheden og lever, mens du hengiver dit sind og din krop til Jordens fred og ro, så kan vi sige, at det, der gør dit liv værd at leve, legemliggør guddommenes bevidsthed i din fysiske krop.
Sådanne mennesker har allerede taget afsked med at være “menneske” uden overhovedet at lægge mærke til det og lever livet som en “hito” – på japansk kan ordet for “person” skrives med tegn, der betyder “hvor ånden bliver”.
I vores fortolkning beskriver det japanske ord for menneske, ningen, skrevet med tegnene for “person” og “mellemrum”, en tilstand, hvor der er et mellemrum mellem personen og livet.
Det er en tilstand, hvor der mangler noget mellem livet og en selv.
Det japanske ord manuke – bogstaveligt “mellemrummet mangler” og brugt om en tåbe – henviser til en tilstand, hvor der er et mellemrum mellem livets sande legeme og den fysiske krop.
Så mennesker, i hvem det mellemrum er forsvundet, og som lever selve livets hellige bevidsthed, er allerede begyndt at tage deres første skridt som sande mennesker.
Og når nogen lever ikke som et “menneske” med et mellemrum, men som et menneske, der er selve guddommenes bevidsthed, kan vi sige, at de allerede er begyndt at gå deres liv som et medlem af den kosmiske menneskehed.
På den måde, hvis du ser med friske øjne på dig selv gennem det, der giver dit liv mening nu, kan du selv vurdere, hvor langt din bevidsthedsudvikling er skredet frem.
Uden at skulle spørge nogen.
Hvis alt, hvad du tænker, siger og gør, kun angår hele verden, kun menneskehedens udvikling, kun åbenbarelsen af sandheden, kun harmonien mellem alle ting i skabelsen, så er der intet mere at sige.
For at den dag, hvor alles grund til at leve er rodfæstet der, kan komme en dag tidligere, så gå endelig forrest i menneskehedens Guddommelige Gnist ved selv at omsætte det i praksis. (Slut)
