Fred på Jorden og åndelig opstigning (2/7)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
For at gribe den sandhed, der ligger bag de lige så mange sandheder, som der er mennesker
Placeringer som oppe og nede, venstre og højre og på skrå er, når man ser på tingene fysisk, udtryk, der er praktiske, fordi de gør det let at have en fælles forståelse, men de er ikke nødvendigvis ord, der udtrykker kendsgerningerne.
For der mangler en vigtig brik: dimensionernes dybde.
Nu brugte jeg forresten ordet »kendsgerning«, og da det er en god lejlighed i dag, vil jeg også definere den sande betydning af »kendsgerning«.
Det er godt at huske, at der er lige så mange overfladiske kendsgerninger, sandheder og principper, som der er mennesker.
Hvad betyder det? At netop det, hver enkelt tænker og tror (erkender), er det menneskes eneste kendsgerning, sandhed og princip.
Det bliver også den grundlæggende erkendelse, når alle anerkender hinandens forskelle, og hele Jordens menneskehed tager hinanden i hånden og bygger fremtiden.
Hvorfor siger jeg det? Fordi Jorden ikke bliver fredelig, hvis man bliver ved med at stå fjendtligt over for hinandens forskelle, og der opstår noget tvunget, hvis man, selv om der er forskelle, med magt prøver at gøre alt ens og påtvinger hinanden sine egne værdier, ikke?
Og allerede før det, hvis der kun var mennesker, der havde opgivet over for forskellene i værdier (overfladeerkendelse) eller lukkede øjnene for dem, ville der aldrig blive fred på jorden, vel?
Derfor må man, som det første skridt til at gøre Jorden til en harmonisk stjerne, begynde med at respektere hinandens forskelle.
For at forklare det med et letforståeligt eksempel: de, der synes, at Koshihikari, som kaldes den japanske risens fornemste repræsentant, er »lækker«, synes, at ris med ringe klæbrighed som thailandsk ris ikke er nok, og synes ærligt talt ikke, at den er »lækker«, ikke?
Men omvendt, set fra dem, der elsker og er vant til at spise tør ris som thailandsk ris, falder klæbrig ris som Koshihikari ikke i deres smag på grund af dens blødhed og klæbrighed, og ærligt talt synes de på deres side heller ikke, at ris med en anden smag er »lækker«.
Sådan bliver vurderingen af ting, som smagene deler sig om, helt anderledes, når mennesker, steder og levevaner ændrer sig, ikke?
Det viser, at hvilken ris man synes er lækker, er forskelligt fra menneske til menneske og fra egn til egn, og at man ikke objektivt kan fastslå, hvilken ris der er bedre, og hvilken der er ringere.
Hvis man alligevel skal vurdere, kan man sige, at det retfærdige syn er at stille dem side om side på en vandret linje, se »der findes altså samtidig sådanne forskelle i sort og smag« og ikke sætte etiketter som bedre eller ringere på. (Fortsættes næste gang)
