Hemmeligheden bag ikke at opgive ascensionen (første del)

★Forskelle i måden at tage fat på ascension (bevidsthedens udvikling)

Hvis du ser tilbage på det, jeg har fortalt indtil nu, forstår du, at »ascension (dimensionel opstigning)« for menneskeheden er et synonym for »bevidsthedens udvikling«, ikke?

Med det i tankerne, så se ud over Jordens menneskeheds hjerters verden.

Groft sagt kan man se, at den er delt i dem, der ikke giver op med den positive indstilling, men fortsætter deres daglige stræben, og dem, der gør lidt og let giver op, eller som slet ikke prøver fra begyndelsen, ikke?

To slags: de, der bliver ved med at vende sig lige mod den guddommelige bevidsthed, og de, der prøvede, men straks vendte om, eller som ikke prøver at gå fra begyndelsen.

»Det ser besværligt ud«, »det gider jeg ikke«, »det er umuligt«, »det kan ikke lade sig gøre«, »jeg holder aldrig ud«, »det er for svært for mig«, »det kan jeg da ikke« …

De, der udsender sådanne tanker som en betinget refleks, når det gælder bevidsthedens udvikling, prøver mon ikke ofte lidt af alting og giver let op, fordi resultatet ikke kommer med det samme?

Det er, fordi hjertet har vænnet sig til en tilstand af »alligevel, sådan en som mig«.

De, der straks giver op med alting, har fra begyndelsen gjort en erkendelse af »umuligt, duer ikke, kan ikke« til en vane, til en selvfølgelig erkendelse.

Netop det er »selvbegrænsende tankevaner, der hænger fast i den fysiske krop efter fuldstændig at have glemt livets sande væsen«.

Tænk bare på det.

Du lever dette liv som den endelige opgørelse, kronen på værket, over hundreder og tusinder af tidligere liv.

Og alligevel findes der ikke et eneste menneske, selv hvis man søger gennem hele Jorden, der kan udvikle sin bevidsthed let, bare ved at ønske det lidt, uden nogen form for anstrengelse.

★Ascensionens første skridt

Virkeligheden for de fleste er, at mange kammerater, der er spredt over Jorden, efter tidligere livs plus flere års eller flere årtiers stræben, i den seneste tid, hvor Jordens åndeliggørelse er blevet tydelig, endelig ser deres stræben bære frugt, så den guddommelige bevidstheds spire er begyndt at gro og nu udvikler sig hurtigt.

Derfor er det godt med en stærk, urokkelig beslutsomhed som »jeg skal nok gennemføre det, selv om det tager hele livet« at værne om det, man skal gøre i hvert øjeblik, og tage fat på det flittigt, lidt ad gangen.

Hvis man bare gør det, vil man en dag, når man pludselig ser tilbage, se, at bevidstheden har udviklet sig meget, og man vil se det guddommelige riges landskab, hvor hjertet er klart og lyst, som om de dage, hvor man led og grublede, var en løgn.

Og når man har vænnet sig til, at hjertet straks giver op over for alting, er det godt trofast og flittigt at samle små succesoplevelser op.

For netop det er ascensionens første skridt.

Og det er ikke noget, man skal vise frem eller prale af over for andre, så tag oprigtigt fat på selv det, man tidligere syntes var »sådan noget (ubetydeligt)«.

For eksempel at man, hvor man før i en bygning ikke engang gik op til første sal, hvis der var rulletrappe eller elevator, nu tager trappen og går op, eller at man, hvor man før ikke engang gik en enkelt busstoppested, prøver at gå.

Når man kan det, kan man for eksempel sætte sig det mål, at ét åndedræt (ind, hold, ud), der før var under ti sekunder, skal være ti sekunder, eller tyve sekunder, eller man kan begynde at sige »tak« tydeligt med ord, hvor man før ikke kunne, når nogen gjorde noget for en. (Især over for familien er der mange, der ikke gør det, tror jeg.)

Det vigtige er at smage direkte på følelsen af at have nået noget og fylden: »Jeg kunne!« »Når jeg gør det, kan jeg!«

På den måde bryder man lidt efter lidt selvbegrænsningens skal.

Ved trofast at samle det op udvikler bevidstheden sig til et selv, der midt i dagligdagen kan erkende positivt som en øjeblikkelig betinget refleks. (Fortsættes næste gang)