Lad os dimittere fra mellemrummet mellem fortvivlelse og håb
Udgivet Opdateret
At Jorden bliver en harmonisk stjerne, og hvert menneskes bevidsthedsudvikling hænger sammen.
Det er du allerede klart bevidst om.
Se ud over verden med den bevidsthed.
Ved første øjekast kan menneskesamfundet synes, som altid, at være fuldt af selviske viljekræfter, der gnider sig mod og støder sammen med hinanden.
Set som objektiv kendsgerning er vandet, luften og jorden skadede og udmattede.
Alt levende bliver trængt mere op i en krog hvert år, og de uddøende arter bliver ved med at blive flere.
Se, du kan se det, ikke sandt?
Skikkelserne af mennesker, der, hver gang de ser sådanne forhold, ikke kan sidde stille, ser op mod himlen, folder hænderne og inderligt beder Gud eller Buddha om at forbedre tingene …
Men nogle gange ser det ud til, at blot det at ønske ikke let forandrer situationen.
Ja, det kan endda se ud, som om tingene kun bliver værre.
Det er dér, der dannes en grobund, hvor materialisme, ateisme og troen på, at menneskets natur er ond, kan brede sig.
I en sådan verden er der mennesker, der i deres fortvivlelse bliver hensynsløse og ender med at såre sig selv eller andre.
Nogle af jer ser de daglige nyheder og mærker, at det gør ondt i hjertet, ikke sandt?
Der sker triste begivenheder, hvor mennesker sårer sig selv eller sårer andre.
Men mennesker har oprindeligt styrken til at overvinde enhver vanskelighed.
Derfor må man aldrig opgive håbet, hvilken situation man end befinder sig i.
Hvorfor tror du, det er sådan?
Det er fordi menneskeheden i bunden af sit liv rummer universets egen store vilje, der skaber og driver universet.
Man kan sige, at det er som hver enkelt lysstråle, der udgår fra solen.
Menneskeheden er, uden en eneste undtagelse, universets børn.
Ligesom en puppe, sommerfuglens barn, bliver til en sommerfugl og yndefuldt flagrer gennem himlen, når tiden kommer, vil også hjerterne hos Jordens menneskehed, der nu er i forvirring, når de når metamorfosens tid (*1), blive til bestøvere, der hjælper planterne med bestøvningen, og den tid vil komme, hvor deres levevis spiller en vigtig rolle i økosystemet. (*1: at skifte form i løbet af et dyrs vækst)
Hvert eneste menneske, hvem det end er, har en natur, der kaldes guddommelighed.
Det er den kraft, der føder alt og nærer det.
Kun menneskeheden har visdommen til at skabe en verden, hvor naturen, alt levende og menneskeheden er i stor harmoni.
Og alligevel glemmer mange mennesker den kendsgerning og bliver underdanige, men det er fordi de havde glemt den livets sandhed, vi lige beskrev.
Men I har husket den kendsgerning.
Når I har husket den, er der ingen vej tilbage.
Lad os her gennemgå bønnens kerne endnu en gang.
Et hjerte, der prøver at bringe sine ønsker til himlen, er også dyrebart, men derudover er den sande bøn den kraft, der levende sætter livets kraft i gang og former ens egen skæbne til en lys skæbne.
Efterhånden som sådanne mennesker bliver flere, vil Jorden gradvist få nyt liv.
Alle har uendelig visdom og uendelige evner i sig.
Hvordan man drager dem frem og sætter dem i gang,
afhænger først og fremmest af, hvordan du selv lever.
