Sådan forvandler man sig selv, som man er, til livets bevidsthed, som den er (første del)

★Lad os leve uden at pynte på os selv

Mennesker har ofte en tendens til at pynte på sig selv og få det til at se ud, som om de er noget, de ikke er.

Hvis jeg skal nævne nogle eksempler på at prøve at vise sig bedre over for andre, er det ting som »i sådan en situation må jeg vise mig taknemmelig«, »i denne situation bør jeg opføre mig kærligt« eller »i dette tilfælde må jeg undskylde ydmygt«.

Når man udefra ser på mennesker, der på den måde har spændt hjertets muskler, ser selv mennesker med ikke så prægtige faste tanker på overfladen ud til at være nogenlunde kærlige, ligne mennesker med et taknemmeligt hjerte eller at undskylde ordentligt, ikke?

Hvis I er fanget af sådanne tanker og handlinger, hvor man pynter på sig selv, så er det godt at tygge grundigt på, at selv om man kan narre menneskene omkring sig, kan man ikke bedrage sit eget »sande hjerte«.

Hvis bevidstheden bliver i sådan en tilstand af selvbedrag, bliver skyerne, der dækker hjertets himmel, gradvist tykkere, og som i fablen om drengen, der råbte ulv, gavner de ophobede løgne hverken en selv eller mange andre, og man kan gøre sit eget liv svært.

For at det ikke skal ske, må man hele tiden lede sig selv godt, så man tænker, taler og handler med et nøgent hjerte uden pynt eller prætention og bliver et menneske, der helt naturligt kun tænker, siger, gør og udtrykker gode ting.

Til det skal man øve sig i også at tænke, sige og handle kun på gode ting i de situationer, der er det modsatte af eksemplerne i begyndelsen … når hjertet ikke er spændt (når man er afslappet og i en ubevidst tilstand).

Menneskets tankemønstre formes gennem vaner, og det er noget, man kan ændre ved en vedvarende indsats.

Når man pludselig skal reagere hurtigt på noget, eller når man skal håndtere en uventet situation uden nogen forberedelse i hjertet, dukker de vanemæssige tanker straks op og viser sig i menneskets ord og handlinger.

Og de mennesker, der har en vane med at lyve over for sig selv ved enhver lejlighed, har ikke hjertets kerne i det guddommelige rige, så deres ord og handlinger bliver forvirrede og tilfældige, de dækker sig med løgn og falskhed, de kan ikke komme igennem vanskelige steder ved egen kraft, og de bærer nag til eller hader andre, har medlidenhed med sig selv eller er pessimistiske, eller planlægger, hvordan de på en eller anden måde kan beskytte det selv, der lyver.

Det er noget, der gør ondt at se på, ikke?

Disse billeder kan man sige er udtryk for, at man stadig er på et stadie, hvor vejen til at tilegne sig og udtrykke sandheden ligger foran en. (Fortsættes næste gang)