For at huske den ultimative sandhed

★For at huske universets ultimative sandhed

I dag vil jeg tale om universets ultimative sandhed.

Når jeg fortæller om det, kan jeg ikke fortælle om noget, der ligger dybere end »det, der kan fattes på vores bevidsthedsniveau«, altså hos os, der fortæller. Men indholdet er alligevel nok til at vende Jordens menneskers bevidsthedsvibrationer mod det yderste punkt i hjertets dyb, så fald til ro i dine følelser og lyt godt efter.

 

Universets ultimative sandhed er: »Netop den bevidsthed, der kan tænke ‘alt er mig selv’, er livets kildes bevidsthed.«

Sagt på en anden måde: hvis man uden at strække sig eller prale, med en selvfølgelig erkendelse, fra bunden af sit hjerte kan erklære »Alt er mig«, »Jeg er universet«, »Alt i skabelsen er i mig«, så kan man sige, at det menneske lever livets kildes bevidsthed.

★Alt udsprang af én bevidsthed

De tilsyneladende utallige stjerner og de mange dimensionelle lag af himmel og jord, der udfolder sig på dem – med ét ord: det store univers’ udfoldelse.

Følger man al denne udfoldelse tilbage til dens kilde, begyndte det hele fra universets ene hjerte.

Det er en bevidsthed, som man også kan kalde universets kerne, universets forælder eller universets Gud, en virkelig bevidsthed, der ubetinget findes som selve livsenergien dybt i hjertet hos alle i den kosmiske menneskehed.

For længe, længe siden, og endnu længere siden, i en svimlende fjern fortid, hvis man går uendeligt langt tilbage, i universets allerførste begyndelse, hvor der endnu hverken var verdensrum eller stjerner, var der kun ét eneste punkt af bevidsthed.

Denne ene bevidsthed delte sig på et tidspunkt op i forskellige virkninger, og verdensrummet, det fremtrædende univers, blev født.

Det var en begivenhed i dimensionernes dybeste verden, og med »virkninger« mener jeg åndelige slægtslinjer.

Der er i alt syv slags af disse virkninger, disse åndelige slægtslinjer.

Alt i universet har syv som grundlag og breder sig ud som en vifte.

Alle i den kosmiske menneskehed har et af disse syv lys som deres direkte ånd, og ved at lade de andre seks lys lyse i harmoni, smeltet sammen til ét (farve, lyd og lys), i dette ene lys, som er deres midte, afslutter de én livscyklus (fuldbyrder deres mission). Så begynder de igen fra universets kilde og går videre til at lære at udvikle sig med en anden åndelig slægtslinje som midte.

Længere fremme venter en endnu mere avanceret læring i udviklingen af de åndelige slægtslinjer, men den har vi endnu ikke selv oplevet, så vi kan ikke rigtig fortælle om den.

Undskyld.

★En bevidsthed, der ligger dybere end enhed

På jeres stjerne har I jo ordet »enhed« (oneness), ikke?

Det er følelsen af: »Alt er ét liv. Jeg, dette menneske, det menneske, dyrene og planterne, klipperne, bjergene, floderne og havet har alle et liv af samme rod.«

Langt, langt dybere end den følelse, endnu dybere, dybere og dybere inde, troner bevidstheden »alt er mig«.

Denne bevidsthed er kilden til det, der er, og kan kaldes universets midte, livets kilde eller alts oprindelse.

Når lyset fra denne livets kilde kommer op til overfladen, tænker bevidsthedens udsyn ikke bare vagt: »Alt er vel ét«; den ved som en selvfølge, at alt er i en selv, og ser det projiceret uden for hjerte og krop.

Derfor føles det som en selvfølge, at ansvaret for disharmonien i Jordens verden »ikke ligger hos andre, men hos mig selv«.

Hmm, det er svært; med denne forklaring når det nok ikke frem.

Det er ikke kun én dimension, men en tilstand, hvor mange lag af dimensioner ses oven på hinanden, så det kan slet ikke udtrykkes med den tredje dimensions ord.

Under alle omstændigheder bor der i menneskeheden den oprindelige bevidsthed »alt er mig selv«, som jeg lige har talt om, og menneskeheden har den opgave at frembringe og nære universets forskellige grundstoffer ud fra harmoniens princip og bygge verdener fulde af sandhed, godhed og skønhed i himle og jorde i forskellige dimensioner.

★Når man vender ryggen til livet

De, der er født som mennesker, men uden at se på denne opgave, denne mission, kun søger fordel og lykke for sig selv og dem, der står dem nær, eller øjeblikkets nydelse, kommer, set i det lange løb, både før og nu, et eller andet sted til at smage lidelse i samme grad, som de har fjernet sig fra deres eget livs stemme.

Det er ikke noget, som noget andet end det menneske gør ved det; det er billedet af, at mennesket selv gør sig selv lidende i forhold til, hvor meget det er gået bort fra harmoniens princip, som er universets lov.

Hvis man kan tænke: »Alt er min egen fremtræden«, så tænker man jo ikke: »Jeg vil nyde det gode alene, selv hvis jeg må træde på andre«, vel?

Netop fordi man tror, at »jeg og andre er adskilte væsener« og »naturen og andre livsformer end mennesket er noget andet end mennesker«, kommer man til at tænke: »Bare jeg har det godt, så er det fint.«

★Fra dengang vores stjerne var som Jorden

Også på vores stjerne var der for længe siden en tid, hvor menneskeheden var i sådan en situation.

Tilstanden i den sidste tid var virkelig meget lig Jordens i dag, meget barsk.

Og da det var kommet helt ud på randen, hvor der ikke længere var noget at gøre, kom den kosmiske menneskehed i store skarer i flyvende tallerkener og lærte os, hvordan man kunne skabe en bæredygtig fremtid.

Indholdet var, at det, der handlede om menneskehedens bevidsthed, var vigtigere end de tekniske og materielle ting.

Dengang rystede mange af vores forfædre indvendigt på hovedet, men de havde stor respekt for deres videnskabelige kraft, der kunne gøre selv drabsvåben virkningsløse, så selv om de var halvt tvivlende, prøvede de alle at gøre, som de fik at vide.

Det endte med at forandre menneskehedens måde at leve på fra bunden.

Mens de, uden forskel på race, folk, alder og køn, holdt hinanden i hånden og hjalp hinanden, vågnede den guddommelighed, de havde ladet sove, til live med stor hast.

Så skete der mærkeligt nok det, at der begyndte at vokse planter i områder, hvor der ikke voksede nogen planter.

Vejret blev mildt.

Havet og floderne blev rene.

Urenhederne forsvandt fra luften.

De kunstige giftstoffer blev udskilt fra levende væseners kroppe, også menneskehedens.

Levende væseners levetid blev længere.

Menneskers følelser blev renset, og alle ting kom til at forløbe i harmoni.

Og efterhånden som den åndelighed, der hørte den stærkes ret til, og det dyriske instinkt for selvopholdelse blev svagere i menneskehedens måde at leve på, forsvandt også fødekæden efter den stærkes ret fra dyrenes verden.

For at sige det præcist begyndte alle at optage prana (åndelige elementer) (den oprindelige føde i stedet for kødspisning) fra luften og planterne, og levende væsener holdt op med at æde hinanden.

Og så forstod alle vores forfædre endelig det.

At alt var en afspejling af menneskehedens bevidsthed.

At når menneskehedens bevidsthed forandrer sig, forandrer den fremtrædende verden, der folder sig ud for ens øjne, sig.

At vi var skaberne af den himmel og jord, vi havde fået givet.

★Den vej, Jordens menneskehed skal gå fremover

Det, jeg lige har fortalt, er en historie fra vores stjernes fjerne fortid, men samtidig er det også et minde fra jeres fjerne tidligere liv.

Og denne historie handler også om den vej, Jordens menneskehed skal gå fremover.

Både du og jeg har fuldendt mange stjerners verdener på den måde.

For at sige det letforståeligt med noget fra jeres »denne verden«: nå ja, mange mennesker gifter sig, når de når en vis alder, og med tiden bliver der født børn, ikke? (Der er også dem, for hvem det ikke er sådan.)

Og når de børn når en vis alder, gifter de sig, og der bliver igen født børn, ikke?

Og når de børn når en vis alder, gifter de sig, og der bliver endnu en gang født børn, ikke?

På den måde breder efterkommerne sig ud som en vifte over tre eller fire generationer, selv hvis man kun ser på en periode på omkring 100 år, ikke?

Stjernerne i universet er også sådan: nye stjerner bliver født og breder sig ud som en vifte, og hver gang koloniserer menneskeheden dem, ligesom en sjæl går ind i en fysisk krop, fuldender den verden og flytter så videre til den næste stjerne.

Hvad? Hvad der sker med den forrige stjerne (Jorden), efter at I er rejst?

Den vil unge ånder, der er endnu yngre end jer, bruge som et sted at lære, og de skal nu gå den vej, som vi og I har gået.

Men de efterkommere, der bliver født på en stjerne, hvor en harmonisk verden først er blevet fuldendt, er sjæle, der er mere prægtige end vi selv var i fortiden, så de gentager ikke historien med kamp og ødelæggelse.

Sådan er det indrettet, at både stjernerne i universet og de åndelige slægtslinjer breder sig ud som en vifte og udvikler sig.

★Dagens pointer

Til sidst vil jeg endnu en gang fortælle dig dagens pointer.

At skæbnen alt sammen er noget, man selv skaber.

At grunden er, at man (menneskeheden) er universets skaber, som har skilt sig ud fra universets kilde.

At selv hvis den nuværende skæbne virker uheldig, så er den ikke til for at bebrejde nogen, men er billedet af strømmen af tanker fra gamle dage, herunder tidligere liv, der viser sig og forsvinder. Netop derfor kan man med sine egne tanker skabe fremtiden på ny og lys.

Og den anden vigtige pointe, som jeg ikke har talt om i dag, er, at al skæbne forsvinder, når den har vist sig, og at de nuværende tanker, ord og handlinger igen vender tilbage til det menneske selv som fremtidens skæbne.

I denne gentagelse lærer alle mennesker at vide, at de selv er skaberne af deres egen skæbne.

Og i løbet af den proces husker man den ultimative sandhed: »Alt er mig.«

Når man på den måde forstår, at alt er en selv, holder man op med at bære nag til andre og til samfundet, og der bliver også færre, der skælder og smælder, ikke?

Hvis sådanne mennesker bliver flere, fra én til to, tre, fire, fem, ti, hundrede, tusind, ti tusind, hundrede tusind, så bliver der flere, der forstår: »Nå, sådan kan man altså blive lykkelig, hvis man lever på den måde«, og som efterligner det, ikke?

Så vokser de hundrede tusind til en million, ti millioner, hundrede millioner, og med tiden vågner alle over syv milliarder mennesker på Jorden op til sandheden som noget, der angår dem selv, og en harmonisk verden kommer til at folde sig ud på Jorden.

Det sker helt sikkert!

For sådan var det også på vores stjerne, og utallige andre stjerner har gået udviklingens vej på samme måde.

Og desuden står vi, som har ledt mange stjerner til fuldendelse, bag jer, og der er jer, som har den samme erfaring.

Derfor vil hele Jordens menneskehed helt sikkert huske sit inderste væsen, og med tiden bliver også denne stjerne en fredelig stjerne.