Intensivt kursus for at gennemføre sjælens barndom (2)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
★For at udvikle den givende bevidsthed, der ligger bag de søgende tanker
Du, som har en god fornemmelse, har vist fået et glimt nu, ikke?
Ja, det, der adskiller mennesket fra andre levende væsener, er, at der bag det selv, der er fremtrædelsen, er et selv, der lader det komme til syne.
Derfor søger mennesket kærlighed og er samtidig også den, der giver kærlighed.
Men på jorden havde mange mennesker for en tid glemt denne givende sides bevidsthed, og derfor var det blevet en verden, hvor åndens kerne (sjælen) endnu ikke var vokset helt op, selv om kroppen var vokset og var blevet voksen, og hvor tanken om at ønske, at andre gør noget for en, let blev stærkere.
Det, vi her kalder »at gøre noget for andre«, er at skænke kærlighed, at acceptere, at rumme, et hjertets virke, der elsker og anerkender både en selv og andre.
Hvis man sammenligner dette virke med planterne, der blomstrer på marken, og med naturens væsen, så er den anerkendende bevidsthed, kærlighedens virke, netop jorden, næringen i jorden, luften, vandet, solens stråler og vinden og insekterne, der bærer pollen.
Menneskets kærlighed er oprindeligt på ingen måde ringere end den kærlighed, der viser sig i alt i naturen; den er den højeste og største energi, som lader alle mennesker leve og lader alt i naturen og alt levende leve i størst muligt omfang.
Mennesket, nej, ikke kun mennesket, alle ting bliver frembragt og næret af himlens og jordens kærlighed, og det, der er født, vokser op uanset styrken af dets selvbevidsthed, opretholder sin eksistens og vender, når det har fuldbyrdet sin mission, tilbage til den åndelige dimension. Sådan er det indrettet.
Derfor er det i sjælens barndom ikke nødvendigvis dårligt i sig selv, at mennesker tænker: »Jeg vil gerne elskes« eller »Jeg vil gerne anerkendes« (behovet for anerkendelse og bekræftelse).
Jeg sagde før, at fordi udgangspunktet for denne tanke og den vinkel og retning, den bør gå i, er forkerte, fører det til, at man ikke bliver anerkendt, selv om man gerne vil anerkendes. Når mennesket stræber efter bevidsthedens udvikling, kan man sige, at om ens stræben får fart eller ej, og om man af egen vilje kan genoplive sin selvtillid og vende tilbage til selv-guddommelighedens bevidsthed, afhænger af, om man gør udgangspunktet for tanken »jeg vil gerne anerkendes« og den vinkel og retning, den bør gå i, rigtige eller ej.
I dag taler jeg med mange ord, fordi jeg gerne vil have, at du griber dette princip fast, kommer op af sumpen af utilfredsstillet mangelfølelse og nød og mestrer en måde at bruge bevidstheden på, hvor du samtidig erkender dig selv som den, der bliver opfyldt, og den, der opfylder. (Fortsættes næste gang)
