Om at lære at skabe sin skæbne gennem at give udtryk for sin vilje (3/5)
Udgivet Opdateret
Tidligere artikler med samme titel
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-255/”]
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-256/”]
(Fortsat fra sidst)
★Forskellige eksempler på, hvornår der er brug for hensyn, og hvornår der ikke er
Der er brug for hensyn, når det ideal, man selv tænker »sådan vil jeg gøre« eller »sådan burde det være«, tydeligt vil bringe disharmoni til en selv og andre.
For at tage et ekstremt eksempel: når det udspringer af en egoistisk tanke som »mine forældre er så irriterende og nærgående, at jeg vil skaffe dem af vejen«.
Den slags er tydeligvis noget, man ikke må gøre, og du forstår vel, at det er en situation, hvor der er brug for hensyn.
Og der er ikke brug for hensyn, når man for eksempel vil virkeliggøre det ideal, man selv tegner, som »jeg vil gå på den skole (det sted) og studere for at virkeliggøre min drøm«.
De tanker, der dukker op i hovedet, når man har sådan et håb – »hvis jeg siger eller gør sådan noget, bliver mine forældre måske kede af det«, »de er måske imod det«, »så er det måske bedre at høre efter, hvad mine forældre siger, og lægge min drøm på hylden« – netop det er unødvendige hensyn.
Ser man objektivt på det, er der, når man ser dybt efter, ofte forældrenes egen uro og deres ego blandet ind i den følelse, hvor forældrene bliver kede af det eller er imod i sådanne tilfælde.
Selv om forældrenes sorg eller modstand i sådanne tilfælde er »af kærlighed til deres barn«, kan den i sidste ende komme til at knække spiren til barnets drøm.
Derfor må barnet i sådanne tilfælde godt træde ud på vejen til at virkeliggøre sin drøm, selv hvis det må ryste forældrenes modstand og de forskellige følelsestankers bånd af sig.
Dog altid på eget ansvar.
Hvis man straks giver andre skylden, når man kommer i vanskeligheder, hvis man tænker »bare jeg kan virkeliggøre min drøm uden besvær«, eller hvis man vil være helt afhængig af sine forældre i alt, er det en anden sag.
Og i sådanne situationer kan man sige, at det for forældrene – med det forbehold, at »barnets drøm virkelig bygger på en selvstændig ånd« – er kærlighedens oprindelige skikkelse at tro på de muligheder i livet, der bor i barnet, og sende det af sted og våge over det, uanset hvilke vanskeligheder der måtte vise sig forude, hvis de virkelig tænker på barnets fremtid.
Og for at tage et helt andet eksempel: hvis en ansat i en virksomhed har fået idéen til et projekt og vil virkeliggøre det, skriver man som regel et projektforslag, går gennem forskellige procedurer i firmaet, og først derefter kommer projektet i gang, ikke?
De fleste tænker idealer som »sådan skal man gøre, sådan burde det være«, men fordi det mod og den arbejdsindsats, der skal til i den første fase, er enorm, sætter de det ikke i værk og ulmer bare, men midt i det prøver de, der har lidt mere mod end de andre, at handle.
Hvis man så hele tiden lader sig skubbe tilbage af chefens afvisning og kollegernes modstand, kan man ikke føre sagen fremad, vel?
Også i sådanne tilfælde er der tidspunkter, hvor der er brug for hensyn til omgivelserne, og tidspunkter, hvor der ikke er.
Der er brug for hensyn, når det oprindelige motiv til at foreslå projektet udspringer af egoet, som »jeg vil forbedre min position« eller »bare vores firma har det godt, er alle andre ligegyldige«.
Omvendt er der ikke brug for at tage hensyn til omgivelserne, når man kan tro på, at projektet virkelig gavner firmaet og verden, og når man har en overbevisning, der kan overbevise menneskene omkring en om, at det både gavner verden og mennesker og giver fortjeneste til det firma, man hører til.
I sådanne tilfælde er det godt konkret at vise grundlaget for idealet og, uden at lade sig afskrække af nogens modstand eller forhindringer, trænge frem i retning af at få projektet til at lykkes. (Fortsættes næste gang)
