For at lægge de misforståelser bag sig, som gode mennesker let falder i – 1

Selvretfærdighedens tilstand

Virkelig gode mennesker har et fællestræk: »Deres hjerte er grænseløst lyst.«

Men hos mennesker, som man siger om: »Hun er et godt menneske, men på en eller anden måde virker hun ikke lys«, har de spændt rustningen fast med en teoretisk bevæbning af egne overbevisninger, bygget en usynlig mur mellem sig selv og andre og står endda over for samfundet og verden som modstandere.

Man kan sige, at det er en tilstand, hvor hjertet ikke kan blive frit, fordi man er stivnet i tanker af typen »sådan bør det være« eller »sådan skal det være«.

Derfor kommer den grænseløse lyshed ikke op til overfladen, og hjertet er hele tiden overskyet af unødvendig kritik og bebrejdelser.

Blandt mennesker, som både de selv og andre anser for gode mennesker, er der overraskende mange af den slags.

I sådanne tilfælde er personen selv stærkt overbevist om, at »sådan er det rigtigt«, så det er svært at komme ud af den tilstand.

Man siger jo ofte: »Man kan ikke forandre andre. Det eneste, man kan forandre, er sig selv.«

Det er den sande universelle sandhed.

Men i »selvretfærdighedens tilstand«, som mennesker let falder i, lægges der et filter over den universelle sandhed, og sandheden bliver fordrejet.

Til: »Det er muligt at forandre andre. Man skal for enhver pris forandre andre.«

Det er en tilstand, hvor en »selvglad retfærdighedssans« er sat i gang, og netop den overbevisning bygger en usynlig mur mellem en selv og andre og står i vejen for den grundlæggende følelse af enhed med samfundet og hele verden.

At kende mennesket i sandhed

Idealer som »sådan skal det være« og »sådan bør det være« har kraft til at lade bevidstheden hos den, der har udsendt tanken, udvikle sig op til en vis tilstand, men hvis man drukner i den tanke, glemmer man den sande ydmyghed og kommer til at binde alle og enhver med »sådan bør det være«.

Som jeg altid siger, har de tanker, ord og gerninger, som et menneske giver udtryk for, en klar årsag hos hver enkelt, der gør dem.

På Jorden opstår der hvirvelstorme af vurderinger af andre her og der: »Hvorfor gør det menneske dog sådan noget?« Men det kommer af, at man endnu ikke rigtig kender det, der hedder mennesket.

Så er spørgsmålet, hvad man skal gøre for at kende mennesket, ikke?

Lad os tænke over det.

Hvad tror du, man skal gøre for i sandhed at kende mennesket?

Ja, det er at kende livet, og for at gøre det handler det om »at kende sig selv godt«.

Jeg siger jo, at blandt de tanker, man føler over for andre, er alle »de slags tanker, der ryster ens egne følelser«, et spejlbillede, hvor man bruger andre som spejl og ser sin egen disharmoni.

Det er virkelig blot en kendsgerning, og indtil man kan anerkende det som en kendsgerning, letter hjertets skyer ikke fra det menneskes hjerte.

Mennesket er i virkeligheden noget, der rummer en bevidsthed, der er uendelig vid, stor og dyb som en klar, skyfri himmel.

Men hos mennesker, hvor forskellige overbevisninger er blevet forstærket, så de kan kaldes trosforestillinger, hænger de tankevaner som mørke skyer tungt ned over hjertets himmel, og de har blot glemt en smule, hvordan det vide hjerte oprindeligt er.

(Fortsættes næste gang)