Lad os følge det evige livs strøm (4)

(Fortsat fra sidst)

★Om at lede mennesker

Nu vil jeg forklare lidt om, hvordan man leder mennesker. Lad mig se, det er måske lettest at forstå, hvis du tænker på det fra en forælders synspunkt, som prøver at lære sit barn at cykle.

Når et barn for eksempel er ved at lære at cykle, og forælderen ser på med en vågende følelse som »stakkel« eller »det ser farligt ud«, så vil barnet, hvis forælderen bliver ved med at holde styret sammen med det og styre for det eller skubbe bagfra, aldrig kunne mestre cyklen ved egen kraft, vel?

Det er det samme.

Det, I har brug for nu, er sjælens selvstændighed, ikke at styrke afhængigheden af andre.

Hvis der på Jorden stadig er religiøse ledere eller spirituelle ledere, der leder på den måde, så passer den måde at lede på ikke længere til den kommende tid.

Bag sådan en måde at lede på har tanker som at ville have opmærksomhed eller at ville stå over andre ofte, uden at man ved det, blandet sig ind.

Også selv om det er en meget kendt person, som alle kender.

Derfor kan de, der vil have andre til at læne sig op ad dem, eller som tænker, at man ikke kan få det bedre uden om dem, ikke kaldes sande ledere.

Og også tankegangen »kun min religion kan frelse verden« er en smule anderledes end den måde, den kommende tids sande ledere bør være på.

For en sand leder leder mennesker, så de gennem hver deres måde at leve på virkelig kan fuldbyrde sjælens selvstændighed.

Især når mennesker leder mennesker, er en måde at lede på, der får andre til at læne sig op ad en eller blive afhængige af en, måske gået an indtil det 20. århundrede, men nu, hvor vi er gået ind i det 21. århundrede, er det et forældet billede af en leder, der slet ikke holder længere.

Derfor siger vi ikke, som Jordens tidligere åndelige ledere: »Tro på guderne og buddhaerne«, og vi siger heller ikke: »Overgiv jer til guderne og buddhaerne.«

Vi siger jo: »Lev alle sammen livfuldt ved at udfolde ‘livets lys’. Jeres livs inderste væsen er oprindeligt et guddommeligt væsen. Måden at leve på, så det kommer til syne, er sådan og sådan.«

For når man siger Gud eller Buddha, har mennesker på grund af deres fastlåste forestillinger let ved at tænke som »O almægtige Gud i himlen …« og komme til at tænke afhængigt af andre, som »jeg vil frelses, lad mig blive frelst, lad nogen frelse mig«.

Og så har gudernes og buddhaernes navne igen og igen givet anledning til noget, der ligner strid mellem retninger.

Det vigtige er, at alle mennesker er guddommelige væsener, der lever et evigt liv.

Og at man lader dette livs evighed komme til syne i sig selv.

Så længe man ikke går bort fra dette grundlag, er det lige meget, hvilken retning det er.

Når man forstår, at livets inderste væsen, livets kilde, er den samme, så kan troende i alle religiøse retninger, spiritualister og tilhængere af åndelige tanker alle holde hinanden i hånden og samarbejde, uden at kalde hinanden højrefløj eller venstrefløj, og alle arbejde »i godt venskab« for fred på Jorden, ikke? (På japansk hedder højrefløj »uyoku«, venstrefløj »sayoku« og i godt venskab »nakayoku«.)

Så enkelt sagt: bare alle lever ved at vende tilbage til livets inderste væsen og blive ét med det, kan de komme over forskellene i tankegang, reparere Jordens tilstand, der er som et synkende skib (øse det overflødige vand ud), og fortsætte sejladsen mod fremtiden. (Fortsættes næste gang)