For at mærke ascensionen (første del)

★Sandheden om, at en forandring i en selv, der følger af forandringer i ydre faktorer, er et blændværk

Der ser ud til at være nogle, der undrer sig: »Hvilke symptomer mon der kommer, når man har gennemgået ascension?«, så i dag vil jeg tale om noget, der har med det at gøre.

Men før det er der bare én ting, jeg gerne vil have, at du ved, før vi går i gang: at gennemgå ascension er overhovedet ikke at blive syg, så hold fast i, at det ikke er symptomer, men forandringer … og endda forandringer, der opstår som resultat af, at bevidstheden er blevet dybere.

Og det, der følger herefter, bliver lettere at forstå, hvis du læser det fra et synspunkt, der ser objektivt på helheden, som om det angik en anden, selv om det passer på dig, så læs det med det i tankerne.

Er du klar?

Så går vi til sagen: uanset om man bruger ordet symptom eller forandring, kan man se, at der bag de tanker, der stiller det spørgsmål, ligger »en tanke, der forventer, at noget ved en selv automatisk forandrer sig«, ikke?

At træde et skridt væk fra sådanne tanker er i virkeligheden et vigtigt skridt mod ascension.

For ascension betyder »at bevidstheden vender tilbage til livets oprindelige guddommelighed«.

Det er også grunden til, at vi hele tiden konsekvent anbefaler »en måde at leve på, der stræber efter bevidsthedens udvikling«.

Når man ser på et hjerte, der stiller den slags spørgsmål, kan man se, at bevidstheden let falder sammen med tankevaner, der læner sig op ad noget udenfor, ikke?

Sandheden er, at det ikke er sådan, at man selv kan forandre sig, fordi noget uden for hjerte og krop har forandret sig; bevidsthedens uddybning kommer først, og den forandring, man kan mærke, følger bagefter (vælder frem indefra).

Selv hvis de ydre faktorer forandrer sig, bringes der ingen væsentlig forandring til et menneske, hvis det ikke selv forandrer sig af egen drift.

I den forstand kan man også sige, at ascension er at forædle bevidsthedens ståsted til det guddommelige rige.

Og for at svare dem, der undrer sig »hvad er det guddommelige rige?«: det er det sted, hvor livet oprindeligt er, en verden af uendelig sandhed, godhed og skønhed, så det er et vibrationsrum, hvor ingen ondskab (tanker, der er adskilt fra livets inderste væsen) kan bestå bare et øjeblik.

Men det vibrationsrum bringes ikke af ydre faktorer.

Det er en indre faktor, der er resultatet af, at man utrætteligt har stræbt efter bevidsthedens udvikling i tanker, ord og handlinger.

Med andre ord kan man sige, at det er »den verden, som en sindstilstand, der ikke længere lader sig fange af noget som helst, har skabt«. (Fortsættes næste gang)