Et intensivkursus i at tage afsked med sjælens barndom (3)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidste gang)
★For at tage afsked med sjælens barndom
Og nu kommer hovedpointen. Det rette udgangspunkt, den ønskværdige kilde, for tanken “Jeg vil anerkendes” er den guddommelige erkendelses standpunkt, at det, du prøver at gøre, allerede er gjort, allerede er fuldendt eller allerede er fuldbyrdet.
Før du bliver anerkendt af andre, er det godt at stå der og samtidig udsende en bevidsthed, hvor du selv fuldt ud har anerkendt dig selv fra begyndelsen.
Den anerkendende bevidsthed er ikke en overfladisk erkendelse, der prøver at tvinge sig selv til at tro. Det er at anerkende med den samme følelse, som når du uden at se dig i et spejl som en selvfølge ved, at dit ansigt som standard er udstyret med øjne, næse, mund og ører.
Og den vinkel og retning, den tanke bør gå i, er ikke fra ufuldstændig til fuldstændig, fra ufærdig til færdig, og heller ikke at sigte fra uopnået til opnået. Tværtimod er det godt først at forestille sig den fuldt fuldbyrdede skikkelse eller den ønskede færdige form levende i hjertet, regne baglæns fra det mål til der, hvor du er nu, og derfra, på vej mod fuldstændighed, fuldendelse og fuldbyrdelse, lægge de årsager oven på hinanden, der fører dertil.
Små børn er én ting, men når man er voksen, er det vigtige, før man ønsker at blive anerkendt af andre, først at anerkende sig selv.
Selv om du synes, at dit nuværende selv ikke lever op til guddommeligheden, selv om du synes, at dine tanker, ord og gerninger ikke er beundringsværdige, er det kun toppen af isbjerget, der bliver båret med af vanen, kun en lillebitte del af hele dit liv, der viser sig. Så det er godt at omfavne dig selv, hvordan du end er, præcis som du er, og vende det om til den guddommelighed, du er.
Det, der bliver vigtigt til det, er søgningen efter sandheden: hvad er et menneske i det hele taget?
Så lad os nu bekræfte det ud fra sandhedens standpunkt. Forstår du, at et menneske er en skabt skabning og samtidig Skaberen, der skaber, bæreren af guddommelig bevidsthed?
Og som jeg sagde for et øjeblik siden, forstår du, at der i et menneskes hjerte er tanken om at ville anerkendes og samtidig den bevidsthed, der anerkender?
Når man har opbygget denne erkendelse af den nuværende situation ud fra det sande synspunkt, er den vigtige erkendelse, der skal plantes i hjertet, at enhver, når de er blevet voksne, må anerkende sig selv.
Det er ikke noget, man skal kræve af andre.
Mennesker, der ikke kan anerkende sig selv, vender det om og kryber ind i en hule af selvfornægtelse, hvor meget andre end anerkender dem.
Det behøver vi ikke at fortælle jer; hvis I ser tilbage på, hvordan I og andre har levet indtil nu, er det en af de alt for menneskelige ting, ikke sandt?
Denne erkendelse er noget vigtigt, så at sige dine tankers rygrad. Den giver dig den vigtige erkendelse, at du selv kan rette og strække din egen ryg, og den nærer en selvstændig sjælsbevidsthed, der ikke søger kærlighed udenfor. (Fortsættes næste gang)
