Et intensivkursus i at tage afsked med sjælens barndom (1)
Udgivet Opdateret
★Kendetegn ved mennesker, hvis sjæle er i barndommen
Når sjælen er i sin barndom, vil mennesker gerne have, at nogen anerkender dem ved enhver lejlighed, ikke sandt?
Og i de tre verdeners rum flagrer utallige tankelinjer af typen “Se på mig”, “Anerkend mig” formålsløst gennem luften og kravler hen ad jorden. (Tankelinjer er en slags elektromagnetiske bølger med en bølgelængde, der er finere end røntgenstråler.)
Hvorfor går de tanker næsten aldrig i opfyldelse på jorden, selv om alle ønsker dem? Fordi det udgangspunkt, hvorfra tanken “Jeg vil anerkendes” udsendes, og den vinkel og retning, den bør gå i, er grundlæggende forkerte. Derfor masseproducerer de kun en følelse af uopfyldt mangel, og de tanker bliver ved med at binde sig sammen som kollektiv bevidsthed.
Det, de ender med til sidst, er at fylde deres følelse af mangel ved at tage fra andre.
Og nogle mennesker, der lever inden for den kollektive bevidstheds vibrationssfære, bliver tiltrukket af tanken om, at “kærligheden tager uden at holde igen”, og bliver nogle gange stående i en bevidsthedsdimension af at tage og blive taget fra, af at flygte og jage.
Sandheden om dette er, at “kærligheden giver uden at holde igen” oprindelig, og at det, der bør gives, ikke er penge eller ejendele eller overfladisk hensyn og venlighed, men livsenergi, hvormed menneskets egen kraft kan frembringe overflod, livets kildelys, der får den oprindelige energi, som skaber alt, til at vælde op.
Dette hænger sammen med det, jeg vil sige senere, så gem det i et hjørne af dit hjerte.
Nå, jeg talte i begyndelsen om sjælens barndom. Hvordan det er, er indlysende ved første øjekast, hvis man ser på små børn på Jorden fra en voksens synspunkt.
Alle små børn har, bevidst eller ubevidst, et stærkt behov for anerkendelse, “Jeg vil anerkendes”, ikke sandt?
Selv børn, der ved første øjekast ikke virker sådan, vil alle stadig gerne anerkendes dybt i deres hjerter.
Og alle har en tendens til at få selvtillid ved at blive anerkendt og til at udvide rækkevidden af det, de kan, ikke sandt?
Det er fordi kærlighed er den bedste næring for, at mennesker kan vokse.
Tanken “Jeg vil anerkendes” er med andre ord også tanken “Jeg vil elskes”.
Og hvis man sætter ord på, hvad det åbenbarede liv som helhed ønsker, er det: “Jeg længes inderligt efter at blive værnet om og elsket.”
I deres åbenbarede form tørster alle, bevidst eller ubevidst, efter at blive værnet om og elsket.
Det er et grundlæggende princip for livet, ligesom planter vokser mod solen, så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er godt eller dårligt at tænke sådan. (Fortsættes næste gang)
