At leve, fordi man får lov at leve – 3
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
Sidst skrev jeg, at der i hvert enkelt menneske bor en kraft, der harmoniserer alt, og at den grundlæggende erkendelse for at mestre den netop er »at blive bevidst om, at man lever, fordi man får lov at leve«.
Men med den forklaring alene udtrykker man kun en del af menneskets virkelige væsen, så jeg vil tilføje noget her.
Jeg siger altid følgende til menneskene omkring mig.
»Spørg jer selv mindst én gang om dagen: ›Hvem er jeg? (Who am I?)‹«
Hvorfor siger jeg det? Det er, fordi man, uanset hvor mange forelæsninger man får af andre om sit eget livs inderste væsen, ikke kan gribe det virkelige væsen, så længe man opfatter andres oplevelser som andres ord.
Det gælder for enhver.
Sin egen sandhed kan man kun lære at kende indefra. (Man kan også sige: kun gennem sine egne oplevelser)
Og da det ville være lidt uvenligt kun at sige det, vil jeg også fortælle jer en måde at løfte andres oplevelser op til ens egne oplevelser på.
Det er at udtale de ord, som andre har sagt, eller de tekster, som andre har skrevet, som sine egne ord, eller at skrive dem af mange gange.
Og det, der kommer bagefter, er vigtigt: glem det så for en tid.
Hvorfor er det godt at glemme det? Det er for at give det en gæringsperiode i hjertet.
En uge, en halv måned, en måned, eller et halvt eller et helt år – perioden varierer alt efter indholdet, men hvis de gærede ord (andres oplevelser) er nødvendige for at lade ens eget liv leve, kommer der helt sikkert en tid, hvor de lyser op (på japansk udtales »at gære« og »at lyse« begge »hakkō«) som ens egen inspiration med ens egne ord.
Nogle gange kommer de som selve ordene i et glimt, og nogle gange mærker man dem som en erkendelse, der er ledsaget af ens egne oplevelser.
Læs venligst den næste fortælling med den kendsgerning i tankerne.
Mennesket er oprindeligt en livsform, der i livets allerinderste bærer den oprindelige bevidsthed, som skabte universet.
På denne Jord siges der at findes mellem 3 millioner og 111 millioner arter af levende væsener, men menneskeheden er det eneste levende væsen, der har en visdom og skabende kraft, der er direkte forbundet med livets kilde, som skaber og driver universet.
Om de vidste det eller ej, kaldte folk i gamle dage menneskeheden for »skabningens krone«, og menneskeheden er faktisk skabningens krone.
Men menneskehedens måde at leve og være på indtil nu har endnu ikke fuldt ud kunnet udtrykke denne oprindelige skikkelse.
Men dens inderste væsen er at være væsener, der har den mission at skabe og lade den store harmonis verden, som er universets skabers idé, komme til syne på den planet, de hører til.
Det er det, religiøse mennesker har ment, når de har kaldt mennesker for Buddhas børn eller Guds børn; og hvorfor var der så få, der udtrykte dette inderste væsen? Det var, fordi tiden endnu ikke var inde.
Men nu er det anderledes.
Tiden er kommet til at huske den kendsgerning.
Nej, tiden er kommet, hvor alle kan huske den kendsgerning.
(Fortsættes næste gang)
