For at leve med fodfæste i den sande kærlighed – 3

(Fortsat fra sidst)

Landets (det fysiskes) kærlighed og havets (livets) kærlighed

Om dine egne tankers bevægelser bygger på egeninteresse eller på sand kærlighed, kan man ikke skelne med tanker, der ser ud fra den sunde fornuft, som klæber til den fysiske krop, vel?

Derfor vil jeg nu tale om, hvordan man kan afgøre det.

Det handler om at sammenligne sit eget kærlige hjerte med vand og se på det.

Uanset hvor på jorden i verden man er, vælder vandet frem fra bjergene og flyder ud til det store hav, ikke?

Kort sagt skal du bare se efter, om din egen kærlighed (dit vand) er ferskvandsbevidsthed i floder og søer eller havvandsbevidsthed, der fylder det store hav helt ud.

Hvis det »jeg kan lide«, der optager din bevidsthed, let vender sig om og bliver til »jeg kan ikke lide«, eller hvis det »jeg elsker«, der optager dit hjerte, alt efter omstændighederne har en tilbøjelighed til at skifte til »jeg kan ikke elske« fra det ene øjeblik til det andet, kan man sige, at det er en kærlighed på landjorden (det fysiske), der hurtigt kommer op på land og tørrer ud.

Omvendt, hvis det »jeg kan lide« og »jeg elsker«, der optager dit hjerte, bliver ved med at stråle uden nogensinde at blegne, selv når det udsættes for den andens »nok så urimelige ord og handlinger« eller for »ændringer i omstændighederne, der påvirker ens egeninteresse«, kan man sige, at det uden tvivl er den sande kærligheds bevidsthed, havets (livets) kærlighed.

Lad os leve ved at lade bevidstheden kredse som vandets tre tilstande

Hvis ens bevidsthed befinder sig midt i det store hav, kommer følelserne aldrig op på land og tørrer ud, uanset hvad der sker.

For der er intet land i nærheden at vende sig om (vende vrangen ud) på.

I jeres verden findes der et udtryk, der hedder »let at varme op og let at køle af«, men i det guddommelige riges bevidsthedslag, hvor kun den, der har sand kærlighed, kan opholde sig permanent, blusser bevidstheden ikke let op, og den køler heller ikke hurtigt af.

Den fylder blot stille rummet og holder af alt.

Kærlighedens bevidsthed er ligesom vand, der hele tiden uophørligt vælder frem fra livets kilde og fylder det store hav (det store univers), og kærlighed, der har fuldført sin rolle, fordamper og vender tilbage til himlen og falder så ned på jorden igen som barmhjertighedens regn.

Det betyder et evigt kredsløb af kærlighed.

»Nu« i Jordens historie er en helt enestående og yderst sjælden tid, hvor man samtidig kan opleve både sådan en »det fysiskes ferskvandsbevidsthed« og »guddommelighedens havvandsbevidsthed«.

Også i den forstand kan man sige, at nutiden er »brakvandets tidsalder«.

I har vel hørt udtrykket »vandets tre tilstande«.

Det er dem, der kaldes fast form, flydende form og luftform.

Vand fylder rummet helt ud, mens det bevæger sig frem og tilbage mellem de tre tilstande, uden at nogen menneskelig påvirkning er nødvendig, og uanset hvilket naturmiljø det befinder sig i.

Tænk over det. Intet er så forunderligt som vand.

Derfor kan man sige, at intet er så velegnet som vand til at beskrive kærlighed med.

Også for at menneskekroppen kan opretholde livet, er vandet i kroppen helt uundværligt, ikke?

Hvad sker der, hvis vandet i kroppen fordamper, indtil det er helt borte?

Man bliver en mumie.

For at leve sig igennem tiden fremover er det nødvendigt, at ethvert menneske på et tidspunkt vælger.

Om man vil leve med en ånd, der bevarer et hjerte, som uden at lade vandet (kærligheden) slippe op bliver ved med at forny sig, eller om man vil afvise fornyelsen og leve videre, mens man klamrer sig til gamle tanker.

Jo før den beslutning træffes, desto bedre.

For den, der skaber en verden fuld af sand kærlighed og lever i den verden, er ingen anden end dig selv.

(Slut)