I tiden for at huske ældgamle minder (1. del)
Udgivet Opdateret
★Hvor ofte man bader i livets sol, står i forhold til ens bevidsthedsniveau
Et menneske, der med sin bevidste bevidsthed altid kan iagttage den sol, der skinner i hjertet, kan siges at leve guddommelig bevidsthed.
Den har mange navne, såsom livets lys, den åndelige sol eller livskildens energi, men de henviser alle til den oprindelige kraft, der skabte universet og holder alt i live og i eksistens.
De, hvis hjertes øje er åbnet, kan se det livets lys, der bor i hvert menneske.
Nej, mere end det: de kan finde livets lys i alt levende og i hvert fænomen og hvert materiale i naturens verden.
Så kendsgerningen om, at alle ting eksisterer gennem livsenergien fra universets skabelse, forstås uden nogen følelse af mysterium, og uophørlige tanker om taknemmelighed vælder naturligt op.
For at sige det fra en anden vinkel kan man også sige, at “hvor ofte man bader i livets sol, står i forhold til ens bevidsthedsniveau”.
Tænker man omvendt på det, kan man se, hvor ens bevidsthedsniveau i øjeblikket opholder sig.
For eksempel kan mennesker på astralt niveau ikke føle taknemmelighed over for noget eller nogen.
Mennesker på den åndelige verdens lavere til mellemste niveauer kan kun føle taknemmelighed, når de er i humør til det.
Kort sagt afhænger det af, hvordan de har det.
Mennesker, hvis bevidsthed opholder sig højere, på den åndelige verdens mellemste til øverste niveauer, flyder over med taknemmelighed omkring tres til halvfems procent af tiden.
Og mennesker, hvis bevidsthed opholder sig i det guddommelige rige, kan føle taknemmelighed over for alle ting.
Hvis du ser på din sædvanlige bevidsthed ovenfra med denne målestok, kan du med ét blik se, hvilket niveau din overfladebevidsthed bor på nu.
★Lever man med et frit hjerte, er alle guddommelige mennesker
Mennesker med skyer på deres hjertes himmel kan ikke fuldt ud bade i deres eget livs lys, så fornyelsen af deres åndelige celler og fysiske celler har en tendens til at halte bagefter.
Man kan sige, at det er et fænomen, der let opstår, når tankebølger, der klæber til kroppen, og som man kunne kalde karma eller ego, sidder fast på den fysiske krop eller astrallegemet.
Når så det niveau, hvor ens bevidsthed opholder sig, når den åndelige verdens niveau, bliver det som “solskin med enkelte skyer”, hvor spredte skyer driver forbi en gang imellem, så hjertet ikke længere klæber til kroppen.
Men da tankeskyer som fikseringer og antagelser stadig er tilbage, viser livets sol sig ikke helt.
Set fra det synspunkt kan man se, at det højeste hjerte for et menneske er et hjerte, hvis bevidsthed bliver ved med at flyde let, let, i enhver begivenhed eller situation og aldrig bliver hængende ét sted.
Som vi har sagt før, kaldes det et frit hjerte.
Når man tager fikseringernes og antagelsernes kontaktlinser af hjertets øjeæble, kommer man til at se alle “arinomama” (tingene, som de ser ud) og “arugamama” (tingene, som de virkelig er) præcis, som de er.
Bevidstheden kan på det tidspunkt se ud over alt uden at dømme godt eller dårligt, sympati eller antipati, hvad den end ser, hører eller rører ved, så den er yderst tæt på universets skabende hjerte.
Derfor kan man holde af alt, tilgive det og elske det.
Et menneske, der lever med et sådant hjerte, kaldes et guddommeligt menneske.
Alle mennesker er oprindeligt guddommelige mennesker.
De havde blot glemt det; uanset hvilken sindstilstand nogen er i nu, og hvilke tanker, ord og gerninger de er indviklet i, er alle i virkeligheden Gud selv. (Fortsættes næste gang)
