For at vokse sammen med børnene (første del)

★For at alle voksne må forstå, hvor dyrebart børnenes liv er

Set fra de voksnes side er samværet med børn virkelig noget, der udvikler de voksnes bevidsthed, ikke?

Selv voksne uden børn kan jo opleve, at den kærlighed, de havde begravet i mørket, bliver vækket gennem børn i familien eller hos bekendte, eller børn, de ser i nabolaget, i byen, i toget eller bussen.

I den forstand kan man sige, at børn er engle, der strør lys ud i menneskers hjerter, men de er virkelig, virkelig himlens sendebud.

Når vi ser ned fra himlen, ser det ud til, at mange voksne endnu ikke har opdaget, at det er dem, der bliver opdraget af børnene.

Mange voksne på jorden omgås børnene med tanker som »vi opdrager dem«, »vi tager os af dem« eller »vi forsørger dem«.

Det er en bevidsthedstilstand, man især ser hos mænd.

Næsten alle kvinder har moderlighed i sig, uanset om de har børn eller ej, så over for børn kommer den uselviske kærlighed til udtryk frem for egoet, og der er mange, der er bevidste om, at de selv vokser sammen med børnene.

Uanset hvor egoistisk et menneske har været i sit liv indtil da, og uanset hvor narcissistisk det har været helt indtil i dag, vil den uselviske kærlighed, der bor indeni, vælde frem, når det har et hjerteligt samvær med børn med hjerte og krop.

Det kan man kalde den oprindelige kærlighed, der har rod i guddommeligheden.

Hvis ikke de voksne beskytter dem, kan nyfødte børn ikke leve selvstændigt ved egen kraft.

Når man rører ved den lille krop, der ser ud, som om den ville gå i stykker, hvis man knugede den hårdt, kommer alle mennesker, uden at vide det, til at kende det blik, hvormed guderne ser på den fysiske menneskehed, som er deres efterkommere, og hvordan de omgås den.

I de funklende øjne uden den mindste ondskab ser man netop glimtet af den guddommelighed, man helt havde glemt.

Og mens man passer dem, der uskyldigt klynker uden at kunne sige det med ord, og gennem dagene overvinder sine egne følelsesmæssige konflikter og opdyrker en uselvisk kærlighed, bliver ens menneskelige styrke poleret og løftet.

På den måde bliver de voksne, uden selv at opdage det, poleret frem i deres himmelsendte væsen som mennesker (mennesker, hvor ånden bor), og i mange tilfælde udvikler de deres åndelighed, selv om de ikke er bevidste om det.

Derfor må alle voksne kende denne kendsgerning og være taknemmelige over for børnene.

Når man får lyst til at modsætte sig, at der kommer en vuggestue eller en børnehave i nabolaget, vil jeg gerne have, at man standser op og tænker sig lidt om.

At den slags tanker dukker op, er måske, fordi det menneskes hjerte stadig er dækket af tidligere karma.

I sådanne øjeblikke har man måske glemt, at man også selv har haft en barndom og har levet frem til i dag, mens man blev passet af de voksne omkring sig.

Når man nøje iagttager sådanne voksne, kan man godt forestille sig, hvor meget besvær skytsguddommene og skytsånderne har, som med uselvisk kærlighed beskytter og leder den fysiske menneskehed, ikke? (Fortsættes næste gang)