Den grundlæggende erkendelse for at blive optaget i et guddommeligt åndeliggjort universelt samfund (første del)

★Den grundlæggende erkendelse for at blive optaget i et guddommeligt åndeliggjort universelt samfund

Mange af dem, der er født ind i en fysisk krop, har bragt tankevaner med sig fra deres forrige liv og livet før det, så de ser sig selv og andre, som om de var helt adskilte væsener, og over for de mennesker, der lever uden for deres egen vibrationssfære, fælder de domme som »sådan og sådan« eller »det er ikke sådan, og det er heller ikke sådan« og bliver ofte plaget af utilfredse tanker.

Og i sådan en hverdag tager nogle sig sammen og begynder at stræbe efter bevidsthedens udvikling: »Sådan kan det ikke blive ved; jeg vil gøre mig selv større og tage imod, tilgive og elske alle.«

Når et menneske, der er helt gennemsyret af tankevaner, der ikke kan se den andens gode sider, begynder at anstrenge sig for at se andres styrker, er der mange, der føler, at deres tanker på en eller anden måde er urolige, eller at de ikke kan slippe for fornemmelsen af, at de kun gør det på overfladen.

Er der nogen, der har oplevet det?

I den situation er der nogle, der føler sig falske og bliver trætte af det og bukker under for hjertets hvisken (egoets lokken) i retning af »lad os holde op med den nytteløse anstrengelse«, men der er noget, jeg gerne vil have, at sådanne mennesker ved.

Det er: »Det er netop her, man skal holde ud, så giv ikke op, bliv ved med kun at se på de gode sider og bliv ved med at omsætte det til taknemmelige tanker.«

Den livsform, der hedder menneskeheden, er et levende væsen, der er designet sådan, at alle, mens de på den måde kommer over egoets hvisken, før de ved af det, forvandles til et selv, der helt naturligt kan finde menneskers gode sider.

Det er ikke løgn eller trøst, men blot en kendsgerning, så bare man uden tvivl, uden at veksle mellem glæde og sorg over mellemstadierne, stille tager fat på den omformning af erkendelsen, jeg lige har talt om, vil man helt sikkert stige op til et selv, der ser fænomenverdenen fra det guddommelige riges bevidsthedens synsfelt.

Det er virkelig en skam, at mange giver op, før de når dertil, men når man har lukket sig inde i tanker, der helt har glemt, hvem ens sande selv er, må man sige, at også det ikke kan være anderledes.

Men netop derfor bliver det, vi altid siger med høj røst, »mennesket er verdens skaber, som bærer [livets kildebevidsthed], der skabte universet, i sig«, trukket frem.

Hvis man bare først griber menneskets inderste væsen fast og ikke slipper det, vil mennesket helt sikkert udvikle sin bevidsthed, og alle vender tilbage dertil.

Hvis man bare lader dette princip smelte ind i hjerte og krop og lever uden den mindste tvivl om denne sandhed, vil alle mennesker på Jorden helt sikkert kunne finde guddommeligheden i sig selv og andre.

Netop den bevidsthed er den grundlæggende erkendelse for at blive optaget i et guddommeligt åndeliggjort universelt samfund.

Til det skal man først tydeligt fastslå menneskelivets inderste væsen.

Alt begynder dér.

I universets skabende hjerte, som er menneskelivets inderste væsen, findes der allerede en verden, der kan kaldes urformen, modellen, for den fuldkomne harmoni i alle dimensionelle verdener, der er.

Det er, så at sige, som et fuldendt, ophøjet maleri, noget der kan kaldes fænomenverdenens tegning. (Fortsættes næste gang)