For at blive en sand vismand

★Lad os mindske forskellen mellem sandheden og udtrykket

Indtil den dag kommer, hvor livets selv og det fysiske selv lever helt som ét, opstår der uundgåeligt en forskydning mellem kendsgerning og udtryk, når man fortæller andre, hvad man har set, hørt eller rørt ved, ikke?

Det er let at forstå, hvis man sammenligner med farver: hvis livets kildes sandheds farve er den hvide lysfarve, der forener alle farver, så udsender den sandheds farve, der formidles gennem det filter, der hedder jeres hjerte og krop, ikke nødvendigvis den samme farve, som den er.

Hvorfor? Fordi farven fra overbevisningernes filter hos hver enkelt, som »sådan må det være«, »sådan bør det være« og »sådan vil jeg gerne have, at det er«, kommer ind, så der uundgåeligt opstår en forskel mellem selve sandhedens farve og den farve, I udsender.

Derfor må man, når man lytter til andre, tage det med i betragtning, og når man selv taler til andre, må man leve sine dage med at polere og uddybe sig selv, så man er et selv, der så vidt muligt kan udslette det individuelle selv og udsende selve sandhedens klang.

For mennesket er et levende væsen, der ikke har noget endemål, hvor man ikke behøver at blive mere prægtig, uanset hvor prægtig man bliver.

★Lad os leve fattige på karma og rige på livets lys

Selv hvis du selv tænker: »Jeg har udviklet min bevidsthed, som jeg ville«, må du ikke forsømme indsatsen for at lade dig selv blive ét med selve sandheden.

Reflekter altid ydmygt over dig selv, og polér dit hjerte, så det skinner blankt.

Netop i sådanne menneskers hjerter lyser universets sandhed fuldkomment.

Forstået?

Glem endelig ikke dagens tale.

De, der har begravet frø af uagtsomhed og hovmod i hjertets jord, lægger ikke mærke til, at de vokser i jorden, og det sker ofte, at når de opdager det, har de allerede begået en fejl.

Det er den såkaldte karma, der hører til den fysiske krop, og når den først har slået rødder i tankernes jord, skyller den med utrolig kraft jeres fornuft bort og prøver at styre en selv, som impulsen vil.

I sådanne øjeblikke handler mennesket, som det bliver revet med, og i mange tilfælde ender det med, at man angrer bagefter, ikke?

Især når det er noget, man har været overbevist om var sandheden, er det endnu sværere at opdage, og det har en tendens til at tage tid at rette sig selv.

Derfor er det lige tilpas, at hjertet altid er ydmygt, så meget at man tænker: »Det menneske er alt for ydmygt.«

Lad os gøre den karma, der hører til en selv, fattig og gøre livets lys rigt.

For netop sådan et menneske kan man kalde en sand vismand.