Havet og bevidsthedens udvikling (2. del)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidste gang)
★Bring det sande selv, der bor i den guddommelige verden (dybhavet), op til din overfladebevidsthed (havets overflade), og lev det
Det store hav (det sande selv) er i sin natur et skatkammer af uendelig medfølelse og skaberkraft.
Og vandet (livet) er et livsvigtigt element, der forbinder livets kildes verden med menneskeheden, som den viser sig her (en overfladebevidsthed, der har glemt sin sande natur).
Du kender de ord, som Laozi, der også er en af vores ældre fra vores egen stjerne, efterlod: “Det højeste gode er som vand.”
For virkelig at leve de ord ud er det godt hver dag at gøre denne bevidsthed lidt mere sikker: at du i sandhed ikke er et lille væsen, der er begrænset til en fysisk krop. Din sande natur er selve det store hav, og så længe du lever, mens du udtrykker det dybe, vide hjerte, kan enhver have kraften til at bygge en verden af stor harmoni på denne jord.
For at gøre det, så tænk på alt det havvand, der dækker hele Jorden, som dit eget hjerte: det dybeste hav på havbunden (den bevidsthed, der bor i den guddommelige verden), vandet på overfladen (overfladebevidstheden) og alt derimellem (astrallegemets og åndelegemets bevidsthed), fra det fjerneste øst til det fjerneste vest, fra det fjerneste nord til det fjerneste syd. Hvis du møder alt i din hverdag med et hjerte, der beder for genrejsningen af guddommeligheden i hele menneskeheden, vil du, før du ved af det, glide ud af den begrænsede bevidsthed, der tror, at kun bølgerne på overfladen på størrelse med din krop (det individuelle selvs tanker) er “dig”, og din selvfølelse vil udvide sig til selve det store hav (det sande selv).
Og mens du bliver ved, vil du glide ud selv af rammen “havet”, og til sidst vil du huske den kendsgerning, at landet, luften, vandet, universet, ethvert levende væsen i himlen og på jorden og alle ting i skabelsen var i dig hele tiden.
Den fremtid, hvor du udvider og uddyber dit hjerte helt til den kosmiske bevidsthed, ligger forude på den vej, den praksis i bevidsthedens udvikling, du går.
Så, som vi har sagt mange gange, uanset hvilken tilstand fremtrædelsernes verden falder i, så lad dig aldrig opsluge af dens bølger og blive ét med dem.
Erkend, at det stormvejr, som verdens menneskehed rører op, helt sikkert vil forsvinde, når det først har vist sig.
Det, der betyder noget, er at leve, mens man lader den stille bøn om blikstille vand, guddommelighedens hjerte, der er menneskehedens sande natur, stråle lige der, hvor man står, og under de omstændigheder, man er i nu.
For at sige dig sandheden er ikke kun konflikterne mellem menneskene i denne verden, men også usædvanlige himmelfænomener, oprørte have og jordens skælven på nogle måder dybt forbundet med hele menneskehedens tanker (og dette er aldrig ment til at bebrejde nogen, der lider der). Så længe Jordens mennesker husker deres guddommelighed og lever, mens de udtrykker den, er alle disse forbigående fænomener, der vil forsvinde. (Slut)
