At skifte ham til en bevidsthed, hvor “We”, “Our” og “Us” er en selvfølge – 10

(Fortsat fra sidst)

At leve det sande nu

Lad mig tale lidt mere om det, jeg talte om før.

Jeg talte jo om, at man af genstanden og skyggen selv går ind i skyggen.

Omvendt er der også mennesker, der går helt op i at være selve genstanden, ikke kan lide skyggen og får dårlige følelser over for den.

Med eksemplet med at se en film i biografen er det selv, der ser, den overskuende bevidsthed, og at glemme det og gå ind i lærredet er at gå helt op i at være selve skyggen eller selve genstanden.

Eksemplet med at se en film i biografen er det, der lettest kan formidle den tilstand, så jeg fortsætter lidt mere med den tale.

Den film, man ser, historien inde i lærredet, er en todimensionel verden, ikke? Du, der ser den, er tredimensionel.

Og den film var i virkeligheden, om det så var for et halvt år eller et år siden, færdigoptaget for længe siden, blev lagt på film og kan ses i biografer forskellige steder, når den planlagte premieredato er passeret, ikke?

Det viser det øjeblik, hvor den skæbne, man skabte ved fortidens tanker, ord og handlinger, tager form og er ved at forsvinde.

Den tilstand er netop den virkelige natur af det øjeblik, menneskene kalder [nu].

Det er vigtigt, så jeg siger det så mange gange, det skal være: dette øjeblik, som menneskene tror er nu, er det øjeblik, hvor den skæbne, man allerede har skabt ved fortidens tanker, ord og handlinger, kommer til syne og forsvinder, som om det var en film, man ser i biografen.

Nu var der et jordskælv, nu var jeg lige ved at blive kørt ned af en bil, nu sagde et menneske, jeg elsker, noget glædeligt til mig, nu er jeg kommet hjem.

Ordet nu bruges sådan, men det sande nu er ens egne tanker i netop dette øjeblik.

I en bredere forstand: hvad man tænker, hvad man siger, og hvordan man handler nu.

Netop det er det sande nu, og man kan sige, at det er at leve i den tid og det rum, der skaber den fremtidige skæbne.

Det, der er sket, er alt sammen kun fortid.

Tiden er inde til at tilegne sig en bevidsthed, hvor »We«, »Our« og »Us« er en selvfølge

Nå, nu har vi forstået, at vi er én sjæl med syv hjerter.

Vi har også forstået, at tiden er inde til at gøre det altruistiske hjerte til vores eget.

Vi har også forstået, at vi må harmonere forholdet mellem os selv og os selv.

Vi har også forstået, at det er hver enkelts bevidsthed, der skaber verden.

Vi har også forstået, at de tanker, man føler over for andre, er ens eget hjertes skikkelse.

Vi har også forstået, at der var mange forskellige polariserede tanker i os selv.

Vi har også forstået nødvendigheden af at stå på et ståsted, der overskuer det.

Vi har også forstået, hvad det sande nu er.

Først nu kan vi gå ind i den tale, jeg fortalte allerførst: »Når de bevidsthedselementer, der udgør en selv, forenes og harmoneres, forvandles bevidstheden fra ›I‹, ›My‹ og ›Me‹ til ›We‹, ›Our‹ og ›Us‹.«

Når man udvikler bevidstheden ved at følge de trin, jeg lige nævnte, er man vel, om end svagt, begyndt at se, at de mennesker, man troede var andre, i virkeligheden var beboere på den planet, der hedder en selv.

Universet udfolder sig også i fænomenernes verden, men dets virkelige væsen var i hjertets dyb.

Netop derfor må det indre universets menneskehed leve godt sammen.

Enkelt sagt handler det om at se sin egen guddommelighed som en selvfølge og være gode venner med sig selv.

Hvis bare man kan det, bliver det pronomen, man bruger om sig selv, til [vi].

At hvert eneste menneske i menneskeheden har et hjerte, der ikke skiller en selv og andre ad, er netop den drivkraft, der gør Jorden til en virkelig fredelig stjerne.

Gør endelig den erkendelse til din egen, og se på dig selv og andre og på Jordens verden.

Så vil flere mennesker end nu komme til at stræbe mod bevidsthedens evolution, og med tiden vil jeres kammerater blive flere, én efter én. (Slut)