At skifte ham til en bevidsthed, hvor “We”, “Our” og “Us” er en selvfølge – 9

(Fortsat fra sidste gang)

Lad os dimittere fra en tilstand af forgæves anstrengelse

For et øjeblik siden sagde jeg, at menneskets bevidsthed mister balancen, hvad enten den hælder mod plus eller mod minus, ikke sandt?

Hvis man ikke forstår det, slår humøret om fra den ene yderlighed til den anden, og man ender med at tænke: “Det hele virker for besværligt, så jeg bliver bare, som jeg altid har været.”

Netop derfor vil jeg have, at I skal vide dette: så længe ens tanker bliver ved med at klæbe til den fysiske krop, vil det, hvor hårdt man end prøver at blive et positivt menneske, og hvor meget man end bliver ved med at jagte en ideel personlighed, hvor langt man end når, ende som forgæves anstrengelse.

Prøv nu at tænke over, hvorfor de gode menneskers stråleglans har været så svag i verden indtil nu.

Det er fordi deres bevidsthed, ligesom hos mennesker, der hælder mod det negative, havde hældet mod én pol.

Hvorfor sker det, spørger du?

Ja, det er et godt spørgsmål.

Det er fordi fænomenverdenen er en verden, der er skabt sådan, at både åndelige og materielle udtryk viser sig delt i to poler.

Og frem for alt: når menneskets bevidsthed, som betyder mest, hælder mod det positive eller det negative, vil en bevidsthed, der er gået for langt mod én pol, ifølge loven om opgang og nedgang let slå om ved en eller anden anledning og blive den modsatte tilstand.

Det er en bevidsthedstilstand, der let slår om frem og tilbage, positiv til negativ og negativ til positiv, som “en, der lo for et øjeblik siden, græder nu” eller “en, der var i dårligt humør indtil i går, er i strålende humør i dag”.

Du tænker måske: “Hvis negativ slår om til positiv, er det så ikke godt?” Men så længe bevidstheden klæber til kroppen, er den bevidsthed ved plus- og minuspolen som et slot bygget på sand. Den varer ikke, og hvor meget tid der end går, kan man aldrig stå i en tilstand af varig, stabil lykke.

Som jeg sagde før, kan man ikke give slip på antagelser, fikseringer, forhastede domme og tilknytning, medmindre man ser ned på begge poler på én gang, anerkender dem og omfavner dem.

Det område af fugleperspektivets bevidsthed, der kan se ned på tingene sådan, ligger en dimension højere: ikke den anden dimension, men den tredje, ikke den tredje, men den fjerde.

At se ned på begge yderpunkter af sig selv på én gang, anerkende dem og omfavne dem kan siges på en anden måde: at gange tankerne ved hver pol med åndsbevidsthed for at bringe dem til plus-minus nul.

Man kan kalde det at vide, at noget hverken er godt eller dårligt.

Man kan også kalde det ikke længere at være fanget i godt eller ondt, sympati eller antipati.

Lad os gøre et overskuende bevidsthedsfelt til standardudstyr

At tage sig selv og andre bredt ind i ét blik på den måde og ikke længere blive rystet af noget er det, et overskuende bevidsthedsfelt er.

For at gøre det til sit eget hjælper det at kende fremtrædelsernes verdens princip.

Jeg sagde, at fænomenverdenen er en verden, hvor der dannes en skygge, når lys falder på en genstand, ikke sandt?

Prøv at anvende det på menneskets bevidsthed.

For eksempel, nå ja, medmindre man står et sted, hvor man ser ned på helheden, følges et hjerte, der prøver at elske nogen, altid af følelsestanker, der er det stik modsatte af kærlighed.

Man kan sige, at det er ligesom når mennesker nogle gange, netop fordi de elsker, bliver jaloux eller mistænksomme eller begynder at ærgre sig over, at den anden ikke gør, som de ønsker.

Anvendt på eksemplet med genstanden og skyggen betyder det, at positiv slår om til negativ, at man bliver skyggens tanker, ikke sandt?

Menneskets bevidsthed, der har glemt livets sandhed, gør noget, der ligner at glide ind i skyggen og blive selve skyggen.

For at sige det på endnu en måde: forestil dig, at du ser en film i en biograf. Det dig, der ser, er det virkelige dig, men alligevel bliver du så følelsesmæssigt opslugt af historien, at du glemmer det, og dine tanker er i en tilstand, hvor de er gledet ind i lærredet.

Så for at dimittere fra en tilstand af forgæves anstrengelse, der ikke fører til noget, må man løfte sin bevidsthed i dimension til den næste, dybere dimension. (Fortsættes næste gang)