En tale at slå op i, når du ikke ved, hvad du skal stille op med din bevidsthed (1/4)

★Lad dine tanker vende sig mod livets sande legeme

Der er stunder, hvor dine tanker bliver påvirket af andres ord og handlinger, som du synes er ubehagelige, og du ikke ved, hvad du skal stille op med dem – “Åh, jeg er håbløs. Sådan her går det ikke, sådan her går det ikke. Men hvad skal jeg gøre …” – og du går i stå, ikke sandt?

I dag vil vi tale om en særlig måde at bruge bevidstheden på, som hjælper i sådanne stunder.

I sådanne stunder skal du lade dine tanker vende sig mod dit lyslegeme (livets inderste vibration, universets egen bevidsthed), som ligger endnu dybere end dit åndelegeme og dit guddommelige legeme (de legemer, der ligger dybt inde i din fysiske krop). Når du kan forestille dig det, så tro derefter af hele dit hjerte og erklær dristigt: “Jeg lever ikke i en fysisk krop – jeg lever i et stort lyslegeme. Jeg er selve universet.”

Der findes et sandhedens ord i verden: “Mennesker bliver det, de tror, de er.”

Brug den lov.

I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om at erklære eller ikke erklære, tro eller ikke tro. Når du gør livets virkelighed – ånden leder, og kroppen følger – til din naturlige erkendelse, vil du se, at det er en helt selvfølgelig kendsgerning.

Sammenlignet med den fysiske krop er selv åndelegemet og det guddommelige legeme uforligneligt store. Men hvis du går helt tilbage til livets yderste kilde og udspring, klarer dit hjerte op i den storhed, hvor selvnedvurdering af enhver størrelse og dybde slet intet betyder, som om din bekymring over småting aldrig havde været der.

Det er fordi du kommer til at kende den yderste kendsgerning: “Jeg selv var selve universet – alt i alt.”

Det “jeg, som jeg ser ud”, som den fysiske hjerne erkender, er måske en lillebitte bevidsthed (eller snarere en klump af tanker), men det “jeg, som jeg virkelig er”, er grænseløst stort – en kosmisk bevidsthed, der rummer hver eneste galakse i sit legeme.

Du var selve rummet, og stjernerne, og den kraft, der holder alt levende i hver himmel og jord i live, og vinden, og vandet, og jorden.

Sandheden om bevidstheden, livets yderste sande hjerte og sande legeme, er livet, der sprudlende virker som den kraft, der bringer alle skabningens ting til eksistens og nærer dem.

Når den viser sig i form, viser den sig skinnende som den uendelige livskilde, der rummer utallige hundreder af milliarder af galakser i sit legeme – et lys som sollys opløftet i hundreder af millioner potenser.

Der findes udtrykket “blændende”, men lyset fra menneskets sande hjerte og sande legeme er et stort lys, så strålende, at man ikke kunne holde øjnene åbne.

Det er den oprindelige (sande) skikkelse af det livets lys, der bor i menneskeheden. (Fortsættes næste gang)