For at gøre det guddommelige riges synsvinkel til din egen (2)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidste gang)
★En snak om at kende din egen store kilde (oprindelse)
Det, der ligger i centrum af det sande hjerte og det sande legeme, kaldes den universelle kerne.
Den kan kaldes universets hjerte, universets Gud eller universets kerne (på japansk udtales alle tre “uchū-shin”). Den er kildeenergien for de elementarpartikelvibrationer, der strømmer under alle ting i skabelsen.
Den store kildes bevidsthed (livets kildelys), oprindelsens vibration, lod ved universets skabelse, i det urøjeblik, hvor hverken rum eller noget andet endnu var viste sig i universet, først sit eget lys stråle ud og delte sig i flere stråler, der blev til udspringet for materiel vibration og åndelig vibration.
En af dem er den guddommelige menneskehed, det væsen, der tjener som den store kildes bevidstheds hænder og fødder og forgrener sig direkte fra den.
Samtidig gjorde den store kildes bevidsthed fuld brug af kotodama (den ånd, der bor i ordene) til at skabe universets rum, samlede der de materielle og åndelige vibrationer, som den havde delt og udtrykt sig selv i, og skabte stjernerne.
På det tidspunkt tog den oprindelige guddommelige menneskehed hver især ansvaret for en stjerne, påtog sig skabelsen af den stjernes himmel og jord og skabte den guddommelige verdens dimension.
Så iførte de sig selv guddommelige legemer, levede der og begyndte at arbejde på at udvikle den verden.
På det stadie var den verden, som den guddommelige menneskehed havde etableret, stadig en fuldkommen harmonisk fredens verden, og det var let at skabe virkelighed gennem Ordet.
Efter at den verden var fuldendt, var det næste, den guddommelige menneskehed gjorde, at gøre vibrationen grovere og skabe den åndelige verdens dimension, iføre sig åndelegemer og arbejde på at udvikle den åndelige verden.
På dette stadie blev vibrationerne i ting med form og i hjertet (materiel vibration og åndelig vibration) lidt grovere, men de kunne stadig frit ændre vibrationen med Ordets energi og skabe fænomener efter behag.
Efter at have fuldført udviklingen af den åndelige verden udvidede den guddommelige menneskehed dernæst vibrationssfæren yderligere og gjorde den grovere, skabte astralverdenens dimension, iførte sig astrallegemer og arbejdede på at udvikle astralverdenen.
Og til sidst skabte de vibrationssfæren ved universets yderste kant, hvor vibrationen ikke kunne gøres grovere (den materielle verden), iførte sig fysiske kroppe og begyndte at arbejde på at udvikle den materielle verden.
På dette stadie blev den guddommelige menneskehed til de mennesker, der kaldes menneskeheden.
Så, gennem flere generationer, levede flere og flere mennesker deres liv på deres egen selviske måde.
Det var først, da tingene nåede dertil, at menneskeheden begyndte at forsømme guddommeligheden, livets væsen, og begyndte at glemme sin oprindelige hensigt: sammen at udføre universets hjertes skabende virksomhed. (Fortsættes)
