Levealderens dimensionelle opstigning og jeres mission (1/5)

★Om en værdig død

I Jordens verden i dag sker det ikke så sjældent, at familien til et menneske, der svæver mellem liv og død, sætter den moderne medicin så højt, at der bliver givet livsforlængende behandling, uden at man ordentligt har fået bekræftet den pågældendes egen vilje.

Hvad er der sket på Jorden som resultat af det?

Ja, hvis man kun ser på de overfladiske tal, er den gennemsnitlige levealder steget dramatisk.

Ser man på tallene fra en anden side, er antallet af ældre, der tilbringer lang tid i en hospitalsseng eller har brug for pleje døgnet rundt, selv når de plejes hjemme, steget hurtigt, ikke?

I takt med det er familiernes psykiske og økonomiske byrde vokset, og at der er blevet flere familier, der lever i en sindstilstand, som om de er trængt op i en krog, og flere mennesker, der får livsforlængende behandling, uden at man har fået bekræftet deres egne ønsker, er også en kendsgerning, man ikke kan overse.

I de senere år er ordet værdig død begyndt at blive brugt på Jorden, men ser man på, hvor udbredt det er, er det stadig lidt.

I løbet af de sidste årtier er lægevidenskaben gået hurtigt frem, og ser man kun på tallene, er Jordens menneskehed bestemt blevet i stand til at leve længe.

For omkring hundrede år siden blev det opfattet som »den person fik en god død« eller »levede længe«, hvis man levede til tres år.

Det, jeg gerne vil have, at du tænker over her, er: Tror du, at lykken hos den døende og familien i de hjem, hvor der er et menneske, hvis død er nær, er steget i forhold til, hvor meget levealderen er steget?

Hvis den var steget, ville det være godt, men det er tydeligt, at den ikke er det, ikke?

Hvorfor tror du, det er sådan?

Dette spørgsmål stilles ikke ud fra en ensidig forudsætning som, at der ikke er brug for at leve længe, eller at det er godt at vende tilbage til fortidens korte gennemsnitlige levealder; det er et spørgsmål, der rejser et problem: »Synes du ikke, der er noget galt?« over for den skæve tilstand, hvor levealderen er steget, mens lykken er faldet.

For at gribe sandhedens svar på dette spørgsmål, der bygger på guddommeligheden (livets lys’ klang, der vælder op inde fra en selv), må man ud fra sin egen overbevisning kunne svare på det filosofiske spørgsmål: »Hvad lever mennesket for?«

De, hvis svar på det spørgsmål har glimtet frem dybt i hjertet, kan man sige også forstår svarene på alle de andre filosofiske spørgsmål: hvor livet kommer fra, hvorfor det tager bolig i fosterets krop, der formes i moderens liv, hvad ens liv valgte sine forældre, sine omgivelser, sit folk og sit land for, hvor livet går hen, når mennesket dør, og så videre.

Så længe man endnu ikke forstår, hvad man lever for, og hvor livet kommer fra og vender tilbage til, bliver man let styret af andres ord og handlinger og af den position og de omgivelser, man er placeret i, og det bliver svært at nå en tilstand af sindsro og salighed, hvor hjertet finder hvile, selv i alderdommen. (Fortsættes næste gang)