Du behøver ikke kende dit tidligere liv (første del)

★Er det nødvendigt at kende sit tidligere liv for at komme igennem livets vanskeligheder?

Blandt dem, der interesserer sig for spirituelle ting, er der overraskende mange, der gerne vil kende deres tidligere liv, ikke?

Så i dag vil jeg gå lidt i dybden med, om det er nødvendigt at kende sit forrige liv eller sine tidligere liv.

Lad mig sige konklusionen først: det er slet ikke nødvendigt at vide det.

For når man vil vide, hvem man var i sit forrige liv, eller vil kende årsagen i et tidligere liv til ens nuværende menneskelige relationer, lider man ofte under sin nuværende situation, og selv om man kender livet i sine tidligere liv, skrider bevidsthedens udvikling ikke frem af den grund.

At man ikke er tilfreds med sin nuværende situation, betyder, at man ikke kan bane vejen for sin virkelige skæbne, ikke?

I sådanne tider har man overdraget sit livs myndighed til andre, og når der sker noget, har man let ved at søge årsagen udenfor.

Tror du, at man kan forbedre forholdet, når man, mens hjertet er så træt, får at vide: »I et tidligere liv gjorde du sådan og sådan mod dit barn«, »I et tidligere liv gjorde du sådan og sådan mod din kone« eller »I dit forrige liv gjorde du sådan en slem ting mod din mand«, og at »derfor har I det forhold, I har, i dette liv«?

I de fleste tilfælde bliver skyldfølelsen tungere, når man får det at vide, og man kan ikke komme ud af den.

Jeg har måske fortalt det før, men al læring er samlet i dette liv. Så hvis man bare, uden at vende øjne og ører bort fra dette »her og nu«, står ansigt til ansigt med det og oprigtigt tager fat, så bliver de menneskelige relationer bedre, ligesom jorden bliver fastere efter regn, man skilles helt naturligt fra dem, man skal skilles fra, og man møder helt naturligt dem, man skal møde.

Tænk godt over det.

Hvis erindringen om tidligere liv var nødvendig for læringen og oplevelserne i dette livs forskellige skæbner, så burde erindringerne om det forrige liv og livet før det jo være bevaret hos alle uden undtagelse uden at være nulstillet.

Men sådan er det ikke.

Næsten alle bliver født i den fysiske krop uden at huske noget som helst, fordi erindringerne om alle tidligere liv og om tiden i den anden verden er blevet slettet af deres Højere Selv, ikke?

Hvad betyder det så?

Det betyder, at nøglen til at bane vejen for fremtiden ikke ligger i erindringerne om det forrige liv eller den anden verden før fødslen, men netop i dette øjeblik, ikke?

Ja, ja, netop, præcis.

At leve nuet af al kraft, men uden at anstrenge sig for meget eller for lidt, uden at pine sig selv og uden at pine andre, og at lære og udtrykke at tilgive, elske og lade både sig selv og andre leve i god balance (= at lade den store harmoni komme til syne), er netop det, der genopliver den guddommelighed, der bor i mennesket, og det er netop sådan, man kan fuldbyrde en bevidsthedsudvikling, der ikke går tilbage.

De, der gerne vil kende deres forrige liv eller tidligere liv, har ofte, før de går til en synsk, allerede selv en idé om det, som »at min kone behandler mig sådan, er vel straffen for, at jeg gjorde det omvendte i et tidligere liv«, eller »at min mand er mig utro eller kommer fuld hjem og behandler mig voldsomt, er måske, fordi jeg gjorde noget meget slemt mod ham i mit forrige liv«, ikke?

Men pointen er, at man ikke behøver at bebrejde sig selv på den måde, og at man heller ikke behøver at kende sine tidligere liv. (Fortsættes næste gang)