Om vigtigheden af at bruge bevidstheden bevidst
Udgivet Opdateret
★Sigt først mod mellemklassen i at bruge livet
Når almindelige mennesker når en vis alder, bør de bevidst styre, hvordan de bruger deres bevidsthed fra dag til dag, så de kan dimittere fra begynderklassen (stadiet) i at bruge livet – hvor deres følelser svinger efter andres ord og handlinger – og rykke op i mellemklassen (sindstilstanden) i at bruge livet, hvor de med et roligt hjerte i detaljer kan iagttage, hvad de selv tænker om andres ord og handlinger.
Det, mange mennesker falder i, er dette: fordi de lever uden rigtig at tænke over det, bygger de deres liv på instinktive ting – at spise, når de er sultne, at handle på impuls, når seksuel lyst opstår, at sove, når de er søvnige – og oven i det, ved at følge de følelsestanker, der klæber til den fysiske krop, bliver de vrede og glade, triste og muntre, misundelige og pralende, hovmodige og knuste.
Når mennesker er i den bevidsthedstilstand, er de kommet langt bort fra guddommeligheden, livets væsen, så de lader sig påvirke af hvert ord og hver handling fra andre og sender deres følelsestanker op og ned som en rutsjebane.
Den tilstand kalder vi “at overdrage sit livs magt til andre”.
Det, der betyder noget, er, hvad du tænker, og hvad du tænkte. Hvad andre gjorde eller ikke gjorde, bestemmer slet ikke, hvor dit hjerte går hen – ikke i virkeligheden.
★For at rykke op i overklassen i at bruge livet
Når du forstår dette, springer du over astralverdenens og den åndelige verdens lavere og mellemste niveauer, og din bevidsthedstilstand kommer i ét spring til at bo på den åndelige verdens øverste niveau, lige før den guddommelige verden.
I forhold til eksemplet med at bruge livet, som vi gav i begyndelsen, betyder det at rykke op i overklassen, og dit bevidsthedsfelt udvider sig stærkt.
Den opgave, der så er tilbage for mennesker, der er nået så langt (til overklassen i at bruge livet), er at rense “formens rester” væk – antagelser og fikseringer – som ikke bliver rettet, medmindre man selv lægger mærke til dem.
De er levn fra dengang, man levede klæbet til den fysiske krop, men hos mange fysiske mennesker sidder tankens lænker af typen “sådan skal det være” eller “sådan bør det være” dybt fastgroet i hjertet og står grundigt i vejen for udtrykket af den frie, uhindrede guddommelige bevidsthed.
Også på den åndelige verdens faktiske øverste niveau er der mange sådanne mennesker, som har låst sig selv inde i fængsler af deres egne antagelser og fikseringer og ikke kan bruge deres bevidsthed frit.
Det er folk som eneboervismænd og asketer, der er blevet fanget i deres egne former og ikke kan “gå ind gennem formen og komme ud af formen”.
Når vi ser på sådanne mennesker, hvad enten de er mennesker, der lever i fysiske kroppe, eller åndemennesker, der lever på den åndelige verdens øverste niveau og nedefter, kan vi kun bede: “Må deres sindstilstand blive befriet fra sin tilknytning, om så blot en dag tidligere.”
For medmindre personen selv lægger mærke til det, kan de ikke tage et skridt op derfra, hvor meget de omkring dem end lægger tingene til rette for dem.
