Ind i dybet af en ærefrygt hinsides ord (1)

Oplevelser, der ikke kan sættes ord på

Hvor mange oplevelser, der »ikke kan sættes ord på«, har du haft i dit liv? Man kan sige, at det er øjeblikke, hvor ord ikke nytter noget, øjeblikke, hvor hjertet fortæller sandheden mere veltalende end munden. For eksempel de sidste stunder, hvor man sad hos en elsket, der døde, eller når man blev knust af en ubeskrivelig fortvivlelse eller sorg.

I sådanne stunder ser mennesket også sit underbevidste selv, som normalt ikke kommer op til overfladen, eller får inspiration, der udsendes fra den guddommelig-åndelige bevidsthed, som ligger endnu dybere.

Når man lever sin hverdag ubevidst eller er travlt optaget af et hektisk husarbejde eller arbejde, fortæller hjertet jo ikke sandheden mere veltalende end munden, vel? I sådanne stunder er man kun bevidst om de minder og tankevaner, der klæber tæt til den fysiske krops overflade, som sig selv, mens de kører rundt og rundt på samme sted.

Man oplever ikke så mange oplevelser, der gør en målløs, i sit liv, men netop derfor er det godt, når man står over for ting, man ikke selv kan gøre noget ved, eller begivenheder og situationer, som den menneskelige verdens indsigt ikke kan klare, at tænke »åh, nu er det den stund« og lytte til hjertets stemme.

Filosofisk udforskning

Til det er det, som jeg altid siger, godt, at mennesket nogle gange aktivt stiller sig selv spørgsmål som »hvor kommer dette liv fra, og hvor vender det tilbage til?«, »hvem er jeg?«, »hvad skal mennesket leve for?« og »er det virkelig nok bare at blive ved med at spise og sove, arbejde og hvile, finde sammen og gå fra hinanden sådan her?«, og øver sig i at lade det dybere selv svare.

Afhængigt af situationen kommer der måske ikke så let et klart svar med det samme.

Det er indgangen til filosofiens område. Sagt på en anden måde kan man også sige, at det er skikkelsen af at tilegne sig livets principper.

Mens man gør det, kan man, før man ved af det, gøre et overskuende bevidsthedssynsfelt (fugleperspektiv) til sin selvfølge (naturlige erkendelse). Og hvis man gør det, bliver man til sidst en dag i stand til konstant at have kontakt med det dybere selv, som normalt ikke kommer op til overfladen.

Når det er sket, er det godt som næste trin at øve sig i at kunne skelne mellem »det sande selv« og »det falske selv, man troede var en selv«.

Det sande selv er selve livets lyslegemes bevidsthed, og den bevidsthed er den kraft, der holder en selv i live, uanset hvilken verden man kommer til, når man forlader den fysiske krop. Mange jordmennesker har nu glemt den sande sammenhæng, men i virkeligheden er der nu over hele verden også begyndt at dukke det ene menneske efter det andet op, som begynder at gribe den kendsgerning. (Fortsættes næste gang)