I tiden, hvor man giver slip på sit falske jeg

Det er en selvfølge, men mennesker, som andre respekterer, lever deres liv, mens de respekterer sig selv, og mennesker, som andre værdsætter, lever også, i al stilhed, mens de værdsætter sig selv.
Nogle af dem gør det bevidst, og andre gør det ubevidst.
Men uanset hvad er det det samme: de lever, mens de passer på sig selv.

Det er kun de mennesker, der ikke forstår det, der bærer på mindreværdskomplekser i forholdet til andre og føler sig utilpasse.
Når du føler, at andre ikke respekterer dig eller ikke værdsætter dig, har du måske glemt lidt at tilgive og elske dig selv.
Man kan også sige, at det er en tilstand, hvor man endnu ikke har kunnet huske sin egen guddommelighed.

Mange jordboere lever, uden at de selv ved det, mens de ser ned på sig selv.
Det er den virkelige tilstand af den selvbegrænsning og selvfornægtelse, der skjuler menneskehedens guddommelighed.

Jeg siger jo altid, at det er godt hele tiden at stille sig selv spørgsmålet »Hvem er jeg?« og bringe den faktiske tilstand af svaret (erkendelsen) på det spørgsmål nærmere livets sandhed.
Hvem er egentlig det jeg, man bør passe på?
Hvis man kan skelne det ægte fra det falske, kan man lade livets lys komme rigtigt til udfoldelse og leve uskyldigt.

Men de mennesker, der ikke kan skelne, griber fat i karmabevidsthedens overbevisninger, fastlåste antagelser, fikseringer og besættelser og er fuldt overbevist om, at »netop det er mig«, så de har svært ved at komme ud af den dualistiske modsætnings verden og lider.
Uanset hvor ophøjede idealer man lever efter, og uanset hvor meget man er bevæbnet med selvagtelse, farer man blot rådvildt rundt i lidelsens mudder, så længe man ikke griber sit sande jeg, sit virkelige jeg.

Find dit sande jeg.
For at gøre det er det nødvendigt at give slip på og kaste det jeg, der ikke er det, fra sig.
Hvorhen skal man give slip på det og kaste det?
Netop det er det, jeg altid kalder at overlade det til skytsguddommene og skytsånderne.

Jeg selv, mit eget, af mig selv, til mig selv …
Vil du ikke snart prøve at give slip på at tro, at de overbevisninger, fastlåste antagelser, fikseringer og besættelser, der ikke er dit ægte jeg, er dig?

Jeg siger jo altid, at mennesker uden undtagelse er livets lys.
Blot man lever med livets lys som sig selv, forsvinder lidelser og bekymringer, og man kan leve lyse og uskyldige dage.

Den sande menneskelige bevidsthed er solen, der skinner på hjertets himmel.
Netop det er det, vi altid kalder livets lys.

Det, I var overbevist om var jer selv, er de regnskyer, der svæver på hjertets himmel.
Nu behøver I ikke længere at gribe fat i sådanne illusioner uden virkelighed, som vil drive bort og forsvinde, hvis man lader dem være, og klamre jer til dem med tanken »netop det er mig«.

Hvordan jorden ser ud, når mørke regnskyer hænger tungt ned over den, kan man jo se af vejret i denne verden.
Hjertets vejr er præcis det samme.

»Du behøver ikke selv at gøre dit hjerte mørkt og klage: ›Det er så mørkt, så mørkt.‹
Dit sande væsen er ikke så skrøbeligt.«

Kan du høre en sådan formaning fra livets sol (lys) komme fra dybet af dit hjerte?
Den eneste, der kan forandre dig, er dig selv.

Hvis du virkelig forandrer dig, forandres din verden faktisk.
Når der bliver flere af den slags mennesker, bliver hele Jordens verden fyldt med lys.

Lad sådan en sand vej til den nye tid lyse og stråle i dit hjerte, og prøv at tilbringe denne tid, hvor du plejer dig selv, mens du værdsætter hvert eneste øjeblik.
Så lyser hjertets sol klart over alt, og du tager et skridt op og bliver et menneske, der med et lille smil kan se på dit tidligere jeg, der levede og grublede og grublede i et væk.