For at gøre en bevidsthed, der har gennemgået ascension (dimensionel opstigning), til sin naturlige erkendelse – 1

Sandheden om ascension (dimensionel opstigning)

Den væsentlige betydning af ord som ascension eller dimensionel opstigning er at lade universets hjertes fine klang afspejle sig i den materielle vibration og den åndelige vibration, der er særegne for den stjerne.

De, der spiller hovedrollen i at gøre det, er selvfølgelig den stjernes mennesker.

Der findes udtrykket “skabningens herre”, ikke sandt?

Menneskeheden er det levende væsen, der bærer missionen at opdyrke sin planet.

Så man kan også sige, at ascension (dimensionel opstigning) er den proces, hvor en stjernes menneskehed gennem lange års tunnelgravning åndeligt deler sine sjæle (spalter deres lys), mens den lader sine egne efterkommere opstå, og forener og harmoniserer de syv grundfarver, som livets lys oprindeligt har.

Tanker, der klæber til den fysiske krop og er overbeviste om, at “denne krop er mig”, og at “du og jeg er forskellige mennesker”, kan ikke vide, hvilken rejse ens egen sjæl har gjort for at være her og nu.

Men når man ser ned på helheden med det guddommelige øje (det sande øje), som ligger endnu dybere end astraløjet og åndeøjet dybt inde i den fysiske krop, kan man intuitivt gribe hele billedet af de åndelige slægtslinjer, der udgør ens sjæle.

Giv endelig ikke op og sig: “Du kan godt, men for mig er det umuligt.”

Det guddommelige øje er standardudstyr, som hele menneskeheden har haft fra begyndelsen.

Det er blot, fordi man endnu ikke fuldt ud har husket livets sandhed, at dette indre øje endnu ikke har åbnet sig. I en nær fremtid vil man helt sikkert med det sande øje kunne se “det helliges udfoldelse”, verdens væsen, både i og uden for sig selv.

Den tankegang, der erkender væsenet

Det, der så bliver vigtigt, er daglig øvelse, så man på sit nuværende bevidsthedsniveau kan fornemme guddommelighedens klang, som man hverken kan se, høre eller endda røre ved.

Før man begynder den øvelse, er der en tankegang, man bør være fast bevidst om.

Det er bevidstheden om, at guddommeligheden bor i alt, hvad der viser sig.

En endnu mere grundlæggende erkendelse for at have det som en naturlig erkendelse er selverkendelsen: “Jeg er oprindeligt et guddommeligt væsen.”

Uden den kan man ikke erkende guddommeligheden i alt, hvad der viser sig.

Hvorfor? Fordi det, menneskeheden ser projiceret over på fænomenverdenen, kun er det, den erkender som eksisterende i sit eget indre univers.

Det siger folk ofte, ikke sandt?

“Mennesker ser verden gennem deres eget filter,” og “Se ikke på tingene gennem farvede briller.”

Kernen i det er, “fordi det, menneskeheden ser projiceret over på fænomenverdenen, kun er det, den erkender som eksisterende i sit eget indre univers”.

Enhver kan kun se det, de tror findes.

Den, der ikke kan tro, at guddommeligheden findes, kan ikke fornemme den, selv mens de lever i et univers, der er fyldt til randen med guddommelighed.

For de er i en tilstand, hvor de piner sig selv i en verden, der er skabt af deres egne antagelser: “Åh, denne verden er forfærdelig,” “Hvor er mennesker dog grimme væsener,” “Det er en verden, hvor alle lever selvisk, så jeg må beskytte mig selv og det, der er mig kært.”

Omvendt kan den, der kan tænke: “Guddommeligheden findes. Jeg kan hverken se den eller høre den, men den er helt sikkert der,” se fuldkommenhedens virkelighed bag fremtrædelser, der ser ufuldkomne ud.

Men man kan ikke tænke sådan uden øvelse, så man må øve sig i at se guddommeligheden i alt, og derfor siger vi, at det første vigtige for at gøre det er at gøre sin egen guddommelighed til sin naturlige erkendelse.

(Fortsættes næste gang)