Lad os se på opgivelsen
Udgivet Opdateret
Prøv at se ind i dit hjerte.
Du kan se mange forskellige selv’er, ikke?
I dag vil vi blandt dem sætte spotlyset på tanker af typen “opgivelse”.
Opgivelse over for dig selv.
Opgivelse over for andre.
Opgivelse over for samfundet.
Opgivelse over for dine omstændigheder.
Opgivelse over for dit udseende.
Der er mange slags opgivelse, ikke?
Prøv at se nøje på hver enkelt af dem.
“Det er sådan, så der er ikke noget at gøre.”
“Det er sådan her, så der er ikke noget at gøre.”
Du kan se, at mange forskellige undskyldninger kredser rundt og rundt om opgivelsen, ikke?
Æns ikke de undskyldninger, men se på klangen, der ligger
endnu dybere inde bag den klump af opgivelse, der sidder der.
Lad os for eksempel se på klumpen af opgivelse over for andre.
Hvorfor har du opgivet det menneske?
Ja, ja.
Det er rigtigt, jeg forstår.
Du vil gerne lade det være det menneskes skyld.
For så kan du beskytte dit ego.
Men spænd så godt i underlivet, og se endnu dybere ind.
Hm? Kan du se det nu?
Der er en tanke, der prøver at beskytte dig selv.
Men det er ikke den.
Flyt dit hjertes øje endnu dybere ind.
Se, nu kan du se det, ikke?
En klump af tanker, der har opgivet dig selv …
Det, man kan sige på dette punkt, er, at mennesker, der opgiver andre, har opgivet sig selv.
Men du kan også se, at der er en tilsvarende årsag til, at man opgiver sig selv, ikke?
Så lad os se endnu dybere ind i hjertet.
Luk øjnene.
Træk vejret langsomt.
Forestil dig, at hele din overkrop er en lunge, og bliv ved med at trække vejret stort, dybt og roligt.
Se, nu kan du se det, ikke?
En klump af tanker om selvbegrænsning …
Det er tankevanen, der har besluttet, at “jeg er ikke mere end sådan her”.
Men der er noget endnu dybere.
Lad dit hjerte falde stille til ro i sjælens dyb.
Se ind i hjertets dyb, som når man nærmer sig Jorden fra universet og overskuer detaljerne på jordoverfladen.
Der var den.
Selvfornægtelse.
Hvad er det? Det er tankevanen, der fornægter guddommeligheden, som er livets væsen.
Denne fornægtelse af ens væsentlige identitet, fornægtelsen af guddommeligheden, er netop, hvad den tankevane, der får en til at opgive, i virkeligheden er.
Når du har fundet den, så forestil dig, at du er solen, der får den vejfarende til at tage sin kappe af, og omfavn de tanker, der gerne vil fornægte.
Den er som evig is, der har ligget i hjertet i lang tid, så hvis du omfavner den med livets varme og varmer den op, smelter den helt sikkert og skifter natur fra fast stof til væske og fra væske til gas.
Det vigtige er at vide, at dit livs væsen fra den fjerne begyndelse er selve kærlighedens lys.
Og at leve, mens du udstråler kærlighedens lys.
Menneskets mission i den jordiske verden er at opdrage et selv, der uden hindringer kan udfolde dette livets væsen.
Du må ikke opgive noget som helst.
Hvis du ikke giver op, åbner vejen sig helt sikkert.
Men hvis du får lyst til at give op, kan du bare, ligesom i dag, se ind i hjertets dyb, finde den sande årsag og omfavne den.
Omfavn den igen og igen og igen.
Der er ikke brug for ord.
Du behøver ikke tænke noget.
Du skal bare som kærlighedens lys omslutte klumpen af tanker og varme den op.
Så bliver tankevanerne efterhånden svagere, uden at du lægger mærke til det, og livets oprindelige sandhed, godhed og skønhed bliver til selve din bevidsthed og kommer til udtryk.
