For at støtte forfinelsen af den åndelige og den materielle vibration – 4

En praktisk og meningsfuld måde at bruge sin tid på

Indtil nu har det for Jordens menneskehed været en selvfølge, at mange mennesker lever og bliver kastet rundt af andre.

Men i virkeligheden var netop det øjeblik, hvor man føler sig kastet rundt, den mest praktiske og meningsfulde tid til at polere sin sjæl.

Lad mig vise, hvad det betyder, gennem konkrete eksempler.

“Han gjorde mig til grin foran alle.” – Når han tænker dette, bærer manden et nag til det menneske, der går helt ind i marven, men i virkeligheden er det en chance for gennem det menneske at lægge mærke til, at der i hans egen indre verden er “et selv, der nedgør sig selv” og “et selv, der bliver nedgjort af sig selv og får bitterheden at smage”.

“Hun hengiver hele sit liv til menneskehedens store harmoni. Hvilken dyrebar måde at leve på. Hvilket virkelig beundringsværdigt menneske.” – Når vi ser et menneske, vi kan tænke sådan om, ser vores hjerter ud til at prise det menneske, men i virkeligheden priser de det livets lys, den guddommelighed, der bor i os selv.

“Han kan helt sikkert ikke lide mig. Ja, han kan ikke lide mig.” – Når man beslutter dette og mumler det for sig selv uden engang at spørge den anden, er det ikke et indtryk af det menneske; i en selv findes der samtidig et selv, der ikke kan lide en selv, og et selv, der er nedslået over ikke at blive kunnet lide af en selv.

“Jeg blev behandlet forfærdeligt af det menneske.” – Når man opdager, at man går den smertefulde erindring igennem igen og igen, er det en chance for at lægge mærke til, at man i lang tid har efterladt både et mobberselv, der sparker og træder på en, og et mobbet selv, der bliver sparket og trådt på af en, ufrigjorte i mørket dybt i hjertet – det ene i færd med at pønse på noget, det andet sammenkrøllet – og for at sætte den tilknytning fri.

For at være et selv, der ikke er fanget

Hvis jeg blev ved med at opregne dem sådan, ville der ingen ende være på det, men ved at iagttage sine egne tankers bevægelser ved hver en lejlighed i hverdagen kan man finde sådanne eksempler i sig selv.

Netop det at “finde” bryder igennem antagelsen om, at “årsagen ikke ligger i mig”, ser kendsgerningerne lige i øjnene og lader livets lys skinne ind i hjertets mørke, hvor lyset ikke havde nået frem.

For når man gør det, forsvinder de ufrigjorte tanker ved begge disse poler som tåge på samme tid og i et eneste øjeblik.

Og fordi den virkelige årsag, der havde forstyrret ens tanker, bliver ført tilbage til himlen dybt i hjertet, kommer man i en sindstilstand med få tilknytninger.

Det, der faktisk sker, hvis man bliver ved med denne øvelse, er, at ens hjerte ikke længere bliver forstyrret, hvad man end ser eller hører, hvad man end rører ved, smager eller lugter.

Med tankernes overfladiske bevægelser, præcis som de er.

Det, jeg mener, er, at man forvandler sig til et selv, der ikke griber fat i tankerne.

Før man ved af det, forandrer man sig til en tilstand, hvor man naturligt kan give slip på følelserne på et øjeblik uden at anstrenge sig.

Selv hvis man møder noget, som man tænker om: “Det gamle mig ville have været så oprevet i en situation som denne, at jeg ikke kunne have holdt det ud,” kan man lade det flyde forbi og se let og rask på det.

I det øjeblik vil du undre dig: “Var livet virkelig så let at leve hele tiden?”

(Slut)