Om at leve, så guddommeligheden stråler igennem (1. del)

★Det guddommelige er ikke tavst

“Hvis der virkelig fandtes guder og buddhaer i dette univers, kunne de jo bare forandre alles bevidsthed i et snuptag, og så ville der være fred i denne verden med det samme …”

Kan du huske det?

Disse ord var et spørgsmål, du vagt bar på, da du var dreng.

Du tænker nok aldrig den slags nu, men i den nuværende materielle verden er der mennesker, der tænker på samme måde, som du gjorde i fortiden, og lignende pinefulde tanker hober sig stadig op i dynger.

Hvorfor tror du, at mennesker, der tænker sådan, selv om de er gode af natur, ikke selv aktivt kan skabe en harmonisk virkelighed og lever med deres hjerter og kroppe under forholdsvis ulykkelige kår?

Det er fordi de ikke anerkender den guddommelighed, der har været i dem selv fra begyndelsen.

Sådanne mennesker kender ikke den sandhed, at det guddommeliges kraft er noget, menneskeheden er ment til at vise.

Tanker, der ønsker mirakler, hvor noget andet end menneskeheden låner sin kraft ud, når faktisk frem til det guddommelige, men de bliver aldrig til virkelighed.

For vibrationerne er alt for forskellige.

Så hvordan giver det, I kalder det guddommelige, Jordens menneskehed en hånd? Det virker som den indre guddommelighed i jeres livs struktur og vejleder hver af jer til at vågne op til sandheden og leve efter harmoniens kosmiske lov.

Det ved de ikke og kan heller ikke tro det, så universets sandhed og visdom vælder ikke op inde fra dem. Uden engang at kunne forestille sig, hvad de skal gøre og hvordan, lever de simpelthen i en tilstand, hvor de løber forvirrede rundt, mens de holder ud, så godt de kan.

Så I, der er nået så langt og har grebet fat i det, der er sandt, er heldige.

For selv uden at tænke særligt på det guddommelige viser I guddommelig bevidsthed ved at leve med jeres Højere Selvs hjerte som jeres eget hjerte, og det er intet andet end at leve med det guddommeliges kraft udtrykt i jer selv.

Så der er ingen grund til at føle sig magtesløs, som om bønnerne ikke når frem, som i spørgsmålet i begyndelsen, og i virkeligheden er det guddommelige heller ikke tavst.

Det vigtige er, at I selv er de kar, der udtrykker det guddommeliges kraft på jorden.

Lad mig se, for mennesker, der har en tendens til at tænke på det guddommelige og mennesker som adskilte, kunne det være godt et øjeblik at holde op med at tænke på det guddommelige som et væsen og i stedet se det som en virken.

Det guddommeliges virken er den kraft, der giver væren til alt på Jorden, men brugen af den er blevet betroet Jordens menneskehed, ikke sandt?

Så hvis I bruger det guddommeliges virken, som har taget afsked med den lille kløgt, der klæber til den fysiske krop, i visdommen og evnen til at styre Jordriget, vil Jordriget selv naturligt forvandle sig til en harmonisk væremåde.

Mennesker, der tænker i baner af at læne sig op ad ydre kraft, forventer måske en dramatisk udvikling, men både Jordrigets guder og vi, den kosmiske menneskehed, ønsker en udvikling, hvor I, når I senere ser tilbage, tænker: “På en eller anden måde blev tingene bedre, før jeg vidste af det,” og vi leder tingene på den måde.

For at rette jeres væremåde med tvang er ikke i overensstemmelse med universets hjerte.

Når jeres hjerters klang udsender en klang tæt på vores og Jordens guddommeliges hjertebølger, viser inspiration fra universets guddommes verdener sig som jeres egen intuition.

Den vælder op som en god impuls, som I ikke kan forklare, men ikke kan lade være med at handle på, og den er den kraft, hvorved I selv bevæger jeres hjerter og kroppe og faktisk forandrer virkeligheden. (Fortsættes næste gang)