At iagttage de tanker, der strejfer dit sind: En invitation til at reflektere og se dit eget liv i øjnene

Du kender godt de tanker, der hele tiden strejfer dit sind, ikke?
Fra det øjeblik, mennesker vågner om morgenen, til de falder i søvn om aftenen, dukker utallige tanker op og forsvinder, dukker op og forsvinder i deres sind.
Et ord, som en omkring dig sagde, bliver ved med at nage dig, du er urolig for i morgen, eller du kommer i tanke om en fejl fra fortiden, og dit hjerte kommer i uro.

Ser du, medmindre mennesker lærer at iagttage sådanne tanker med blikket fra oven, kommer de aldrig ud af følelsernes malstrøm, uanset hvor lang tid der går.
Så længe du er opslugt af tankernes malstrøm, kan du ikke roligt se på, at du er vred, eller at du er ked af det.
Det er blot en tilstand, hvor man lever, mens man bliver båret af sted af tankernes bølger.

I stedet udvikler du din bevidsthed til en tilstand, hvor du roligt kan iagttage, hvad du tænker fra øjeblik til øjeblik, de tanker, der strejfer dit sind.
Du ser på en tanke, der er vældet op, fra lidt afstand og siger: “Nå, så det var det, jeg lige tænkte.”
Alene det gør dit hjerte meget mere stille.

Til det, som jeg altid siger, må du vide klart, hvad livet i virkeligheden er.
Hvem er jeg?
Hvad er livet egentlig?
Hvor kommer livet fra, og hvor går det hen?
Hvad lever mennesker for?

Svarene kommer måske ikke med det samme.
Men der er mening i at blive ved med at stille spørgsmålene.

Det er virkelig spild at blive gammel uden nogensinde at tage sig tid til at gruble over livets væsen.
At blive drevet af hverdagens travlhed og afslutte hele sit liv med kun at tage sig af det, der ligger lige foran en, er som at gå lige forbi et bjerg af skatte.

Hvad vil du helst være: et menneske, hvis dybde man let ser til bunds i, eller et menneske med en uudgrundelig charme?
Et menneske, der siger ord rige på mening.
Et menneske, som du modtager noget dyrebart fra, hver gang du møder det.
Et menneske, som andre gerne vil vide mere om.
Sådanne mennesker har alle været mennesker, der har taget sig tid til at se deres eget liv i øjnene.
Deres ord er ikke overfladiske ord, men ord, der vælder op fra dybet, og derfor rører de menneskers hjerter.

For at blive sådan et menneske, og det bringer os tilbage til begyndelsen, må du have tid til refleksion, tid til at se på dig selv.
Alligevel siger nogle, at det er svært.
Selv når de sidder stille og prøver at se ind i deres eget hjerte, dukker der kun vildfarne tanker op, og det bliver kun endnu mere pinefuldt.
For sådanne mennesker ligger tiden, hvor blomsten i deres liv springer ud, stadig lidt længere fremme.
Men der er ingen grund til at skynde sig.
Ligesom planter har en årstid, hvor deres blomster springer ud i al deres pragt, har hvert menneske sin egen tid.

Så indtil den tid kommer, så dyrk en bevidsthed, der kan være taknemmelig for hvad som helst.
Og øv dig samtidig i at gøre din vejrtrækning langsom og rolig hele den tid, du er vågen.
Et taknemmeligt hjerte gør din bevidsthed klar, og dyb vejrtrækning får dit hjerte til at falde til ro.
Disse to vil med tiden blive fundamentet for en dybere refleksion.

Hvis du blot bliver ved med at leve hver dag sådan, med fødderne på jorden, støt og roligt, så vil der, når tiden kommer, helt sikkert komme et øjeblik, hvor du længes så meget efter at forbinde dig med dit sande selv, at du ikke kan lade være.
Det er øjeblikket.
Det er da, blomsten i dit liv åbner sig.

Glæd dig til den dag, og giv alt, hvad du har, til det, du kan gøre i netop dette øjeblik.
Så vil tiden helt sikkert komme, hvor du forbinder dig direkte med selve livets kerne og forstår essensen af alt i denne verden.