Det, jeg vil have, at du skal vide, hvis du tror, at din bevidsthed ikke udvikler sig

I denne verden findes der mennesker, om end ikke mange, som lever med tanken: “Jeg vil leve ved at slibe og løfte min egen karakter.”
På den anden side findes der mennesker, som kun jagter flygtige fornøjelser, eller som kun tænker på at leve et nemt liv.

Hvis man kun ser på den fysiske overflade af begge slags mennesker, ser det ud til, at de fleste af dem, bortset fra ganske få, går gennem et liv, der kører rundt i ring.
De står op om morgenen, arbejder, spiser og sover.

Mens i dag gentager sig næsten ligesom i går, støder de igen og igen ind i de samme slags bekymringer.
Set udefra ser der ikke ud til at være den store forskel på de to, vel?

Men mennesker, der lever med hjertet rettet mod bevidsthedens udvikling, går i virkeligheden gennem et liv, der stiger opad i en spiral, selv om det ser ud, som om de drejer rundt og rundt på samme sted.

Hvis du ser ned på en vindeltrappe lige oppefra, ser det kun ud, som om den tegner den samme cirkel, men hvis du ser på den fra siden, stiger den, selv om der er dele, der går nedad, i sidste ende med hver omgang sikkert opad, ét trin ad gangen, højere og højere, ikke sandt?
Og når mennesker på den måde stiger op ad spiralen i bevidsthedens udvikling, bliver de i stand til at tage imod selv begivenheder, der ligner dem fra fortiden, på en anden måde end før, “med et hjerte, der har plads til overs”.

Du, som lever med bevidsthedens udvikling som mål, må ikke sætte en etiket på dig selv, der ser ned på dig selv, ved at sige: “Nej, det passer ikke” eller “Jeg kører jo bare rundt i ring.”
For de etiketter, du sætter på dig selv, virker som lodder om dine ankler og binder dine skridt langt stærkere, end du tror.

Selv om du ikke kan mærke, at du stiger, betyder det ikke, at du ikke stiger.
De tårer, du har grædt indtil i dag, og de dage, hvor du vandrede og vandrede rundt i forvirring, har alle sammen været den drivkraft, der har skubbet dig op mod livets kilde.

Det, overfladebevidstheden bør gøre, er at forbinde sig med dybderne i sit eget liv og bruge hver dag på at bringe de uendelige muligheder frem, som livet rummer.
Intet er vigtigere end det.
Der er ikke andet at gøre.
Alt andet er bare bisager.

Når det er sagt, er der ingen grund til at gøre noget særligt.
At sige venlige ord til det menneske, der står foran dig, ikke at lyve for dit eget hjerte, at afslutte dagen med tanker om taknemmelighed: Sådanne små ting, bygget op den ene efter den anden, gør din forbindelse med livets dybder tykkere og stærkere.

Nogle mennesker tænker måske: “Intet er vigtigere end at tjene penge.”
Men det er noget, der tænkes af et sind, der har begrænset sig til denne verden, i en tilstand hvor det har overladt autoriteten over livet til hukommelsen; det er ikke det, som “lysets menneske”, der er livet selv, tænker.

Jeg siger ikke, at du ikke har brug for penge.
Penge er et redskab, du har brug for for at leve i denne verden.
Men det, jeg siger, er: “Hvis du forveksler redskabet med formålet, gør du livets stråleglans uklar.”

Det, der betyder noget, er, hvad du tjener penge til, og hvad du bruger dem til.
Denne del er et vigtigt punkt, men få mennesker forstår den virkelig.
Det er fordi, der stadig er få mennesker, der kan finde livets dybde, dimensionernes dybde, inde i sig selv.

Men snart kommer den dag, hvor alle forstår fra bunden af deres hjerte, hvad vi siger.
For snart kommer den tid, hvor selve civilisationen forandres helt fra grunden.
Til den tid vil du indse: “Nå, så det var det, den samtale dengang handlede om.”

Indtil da kan du bare blive ved med at stige op ad din egen spiral, ét trin ad gangen.
Vi er altid ved din side og våger over dig.
For den tid vil komme, hvor du indser, at vejen ikke var en vej, som nogen fik dig til at gå, men det spor, du selv har gået af egen vilje, så du kunne være dig.