Sådan giver man slip på minderne og åbner fremtiden – 2
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidste gang)
Hukommelsen har ingen skyld
Jeg sagde for et øjeblik siden “at åbne fremtiden uden at blive hindret af hukommelsen”, men for hukommelsens æres skyld vil jeg sige, at det, der klæber til hukommelsen og ikke vil give slip, er “det selv, du tror er dig selv”, og for at sige sandheden har hukommelsen selv slet ingen skyld.
Du tænker måske: “Hvad er det for en mærkelig ting, du siger?” men hukommelsen er en del af de funktioner, den fysiske krop har, og den bør ses som klart adskilt fra den livsbevidsthed, der er menneskets sande legeme.
For at erkende det klart er det godt at udrede forholdet mellem hukommelsen og hjernen.
For at gøre det skal du først læse følgende afsnit og få den overordnede idé.
En synapse er en kontaktstruktur til overførsel af information, der udvikler sig mellem den side, der sender neural information ud, og den side, der modtager den. Den mest grundlæggende struktur er en, hvor den præsynaptiske celles aksonende har kontakt med en dendrit på den postsynaptiske celle. Synapser deles groft i kemiske synapser (chemical synapse) og elektriske synapser (electrical synapse); cellen på den afsendende side kaldes den præsynaptiske celle, og cellen på den modtagende side kaldes den postsynaptiske celle. Ved de kemiske synapser, som udgør mange af synapserne i centralnervesystemet, åbner ankomsten af et aktionspotential de spændingsafhængige calciumkanaler i den præsynaptiske terminal; som følge heraf strømmer calcium ind og udløser eksocytose af synaptiske vesikler. Som følge heraf frigives de neurotransmittere, der er indeholdt i de synaptiske vesikler, i den synaptiske spalte. Neurotransmitterne binder sig til neurotransmitterreceptorer i den postsynaptiske terminal og udfører overførslen enten ved direkte at ændre membranpotentialet eller ved at aktivere intracellulære second messengers. Kemiske synapser opdeles yderligere i excitatoriske synapser og inhibitoriske synapser. En elektrisk synapse er derimod en struktur, der direkte overfører ændringer i membranpotentialet til den næste nervecelle via gap junctions i kontaktmembranen. De synaptiske potentialer, der modtages på denne måde, bevæger sig til cellekroppen, integreres ved aksonhøjen og afgør til sidst, om den postsynaptiske celle affyrer. Dette samspil af påvirkninger kaldes neural integration. Desuden er den synaptiske overførsels effektivitet ikke altid konstant, men ændrer sig alt efter inputtets styrke. Dette kaldes synaptisk plasticitet og anses for at være den cellulære mekanisme bag indlæring og hukommelse.
RIKEN Brain Science Institute
Hukommelsen er intet andet end data, der bygger på erfaring
Afhængigt af hvordan synapserne forbinder sig med hinanden inde i hjernen gennem mekanismer som den, der er beskrevet her, kommer mennesker til at have en fremadrettet natur eller en bagudvendt personlighed.
Det er ikke vores hensigt at holde forelæsning i lægevidenskabelig specialviden, så lad os bringe talen tilbage til hovedsporet, “at give slip på minderne og åbne fremtiden”. Det, der er meget vigtigt for at forstå dette, er, at “hukommelsen oprindeligt ikke er andet end data, der bygger på erfaring”.
Det var fra den tid, hvor de begyndte at forveksle disse “blotte data” med “deres egen bevidsthed”, at mennesker glemte den guddommelighed, som alle oprindeligt havde.
Og så har Jordens mennesker indtil nu, generation efter generation, låst sig selv inde i den fysiske hukommelses uundslippelige fængsel.
(Fortsættes næste gang)
