En tale at slå op i, når du ikke ved, hvad du skal stille op med din bevidsthed (3/4)
Udgivet Opdateret
De forrige artikler med samme titel
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-370/”]
[blogcard url=”https://da.ascension21.com/voice-of-brothers-371/”]
(Fortsat fra sidste gang)
★Alt var et udtryk for universet indeni
Der findes et japansk ordsprog, “at skubbe til et butiksforhæng” – som at slå i en pude.
På samme måde holder du, når din bevidstheds vibrationsområde bliver stort, op med at reagere på den måde, den anden nyder, så du bliver en, det ikke er værd at fare ud imod, og efterhånden holder de op med at kaste grove tanker efter dig.
Mens det sker, begynder du at se, hvad den anden virkelig bad om.
Og når du forstår, hvad de virkelig bad om, forvandles det menneske til en, du kan elske.
Se nu, med universets egne øjne, som bringer alt til eksistens og holder det i live, ind i hjertet hos det menneske, som du har skabt.
På det, det menneske virkelig bad om …
Se stille på det, meget, meget stille.
……………
Du begynder at se det, ikke sandt?
Det er rigtigt.
De bad om kærlighed.
Det menneske kan ikke elske sig selv, så med overfladiske negative følelser som krog bankede de blot igen og igen på dit hjertes dør: “Giv mig kærlighed, giv mig kærlighed.”
Det menneske vidste ikke, hvordan det skulle håndtere sine egne tanker, så det støttede sig til dig, som det har en dyb forbindelse med, og bad blot om kærlighed på en grov måde eller med en måde at behandle dig på, der manglede omtanke.
I virkeligheden kan ingen blive virkelig elsket af andre, medmindre de virkelig elsker sig selv.
Og alligevel, fordi alle fuldstændig har glemt livets sandhed og har levet i årevis uden nogen chance for at blive undervist i den, er der mennesker – forståeligt hos de unge, men også blandt ældre – som, mens de spiller uforskammede over for andre, klynger sig til fødderne af mildt udseende mennesker og ubevidst, ensidigt beder om hjælp: “Forstå mig,” “Anerkend mig,” “Elsk mig.”
Set fra en anden vinkel er sådanne mennesker uforskammede og volder andre besvær, fordi de er i en “tilstand af bevidsthedsforvirring”, som de ikke selv kan styre.
Det er som at fare rundt med de fem sanser lammede, så man intet kan mærke. Når de støder ind i menneskerne omkring sig, hverken ser eller hører de det, og de har heller ingen følesans, lugtesans eller smagssans, så de kan ikke engang tænke: “Undskyld, at jeg stødte ind i dig.”
Men når det menneske, der bliver bedt om hjælp, ikke kan stå fast i det guddommelige riges bevidsthed, ved de heller ikke, hvad de skal gøre, og nogle gange går begge til grunde sammen.
For at forklare den tilstand med et andet eksempel: mennesker, der har lidt skibbrud på havet, flyder i vandet og venter på et redningsskib; en, der er udmattet af at holde sig oven vande ved egen kraft, klamrer sig til et andet menneske for at redde sig selv, og den, der bliver klamret til, kan ikke længere holde sig oven vande under vægten, og begge drukner sammen.
Det, vi gerne vil have jer til at huske her, er sandheden om at tage tingene som sin egen sag – “det, du føler om andre, er i dig selv” – talen om spejlets lov.
Om det er omvendt eller ej, er forskelligt hver gang, men det, du føler om andre, er i dig selv. Mens du synes at tænke ting om den anden – at de er behagelige eller ubehagelige – projicerer du i virkeligheden noget, der har sin årsag i dig selv, over på dem og dømte blot dig selv.
Set på den måde kan du se, at når du tænker noget om nogen, ligger årsagen ikke i dem; årsagen er de sympatier og antipatier, den tilknytning, de fikseringer og de antagelser, der er i dig, og som du projicerede over på andre og så der. (Fortsættes næste gang)
