Det ydre er det indre, og det indre er det ydre (4/8)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
★Det vigtige er, hvor meget man kan lade sig selv smelte ind i universet og blive uselvisk
Talen er kommet et godt stykke ud på et sidespor, så lad mig vende tilbage: når man ikke rigtig forstår »det ydre er det indre, og det indre er det ydre«, er det, fordi man med et snævert bevidsthedens synsfelt blander den subjektive erkendelse og de objektive fænomener, som jeg forklarede i begyndelsen, sammen, så det synspunkt (bevidsthedens synsfelt), der ser ud over alt, er helt tåget.
For eksempel, når man har lært en måde at udføre en hellig handling for samkvem mellem himmel og jord på med den fysiske krop, og man i en situation, hvor man breder armene ud og strækker dem lige skråt op og frem for at opfange det uendelige kildelys af liv, der gennemtrænger universet, så er der nogle, der undrer sig: »Himlen skulle jo være dybt i hjertet – hvorfor skal man så søge den uden for kroppen?«
Kan du besvare det menneskes spørgsmål?
At man kommer til at tænke sådan, er, fordi man ikke har forstået sandheden: »Det ydre er det indre, og det indre er det ydre.«
Kernen i sandheden »det ydre er det indre, det indre er det ydre« er netop det svar, der får sådan et spørgsmål til at opløses.
Her vil jeg prøve at forklare det så letforståeligt som muligt.
Hør godt efter: I virkeligheden bor vi nu, både på Venus og på Jorden og andre steder, i solsystemets galakse.
Set fra den position, fra fænomenernes side, ligger den fremtrædende verdens midte, oprindelsen, hvor det store univers udsprang (det sted, hvor livets kildevibration er), dér, hvor man i sidste ende når frem til det store univers’ midte, efter at galaksen, der indeholder solsystemet, en endnu større galakse, der indeholder den galakse, en endnu større galakse, der indeholder den store galakse, og en endnu større galakse … har lagt sig inden i hinanden i flere tusinde trin.
Hvis I prøvede at nå frem til det sted med den nuværende fysiske krop i Jordens verden og dens tidsfornemmelse, ville det tage så svimlende mange år, at det ikke kan måles i nuværende jordisk tid.
Men det store univers’ midte er en verden, der også virkelig findes på bunden af hjertet hos hvert enkelt menneske i det store univers, så bare man har fuldbyrdet bevidsthedens udvikling til et vist niveau, kan alle på et øjeblik have samkvem med den, mens de bliver, hvor de er.
At det store univers’ midte også virkelig findes på bunden af menneskehedens hjerte, betyder, at livets oprindelses kildevibrationssfære og menneskeheden er direkte forbundet gennem livslysets vibrationer, så bare bevidstheden er blevet uddybet til et vist niveau, kan man frit rejse frem og tilbage gennem hjertebølgerne (bevidsthedens vibrationer).
Bevidstheden overskrider tid og rum, så bare man udvikler sin bevidsthed, kan man, mens ens krop er på Jorden, have direkte samkvem med universets kildeenergi, tage livets kildes vibrationer ind i den fysiske krops hjerte og krop og bruge det lys til skabelsen af hele Jordens verdens skæbne og til skabelsen af ens eget liv.
Når man først har forstået det, er det slet ikke svært, vel?
Om man kan det, afhænger i sidste ende af, hvor meget man kan udslette egeninteressen fra overfladebevidstheden og lade sin bevidsthed vende tilbage til det store universelle Store Livs kilde. (Fortsættes næste gang)
