Intelligensens dimensionelle opstigning (1)
Udgivet Opdateret
★Intelligens: menneskets uendelige evne
I dag vil jeg tale om »intelligens«, som er uundværlig, når man taler om »guddommelighed«.
Ordet »intelligens« bruges jo almindeligvis om at være klog eller om et talent for at bruge hjernen effektivt, ikke?
Intelligensens virke er oprindeligt en del af guddommelighedens virke og en del af de evner, som er uundværlige, når mennesket udvikler sin bevidsthed.
Først og fremmest, når de fleste mennesker fødes i en fysisk krop, går de ind i kroppen i en tilstand af nul, hvor alle evner inklusive intelligensen er nulstillet, og så begynder livet, ikke? (På japansk kan »nul« udtales »rei«, som også betyder »ånd«.)
Og i de første et eller to år graver man, i en vis forstand uden at låne nogens kraft, intelligensen, som er en medfødt gave, frem fra sjælens jordlag, lærer sprog og bruger det frit til at skabe sit liv i fænomenernes verden.
I mange tilfælde hjælper forældrene i den periode til med at udfolde den kraft, men i den skikkelse, hvor en baby lærer sprog, skimter man den uendelige evne, mennesket har, og der er vel mange forældre, der ikke kan lade være med at blive forbløffede over den hurtige vækst.
Sådan er det for alle mennesker, og set fra den side kan man sige, at intelligensen er en medfødt egenskab, der ligger lige meget i hele menneskeheden.
Men i virkeligheden er der individuelle forskelle i, hvordan den er, så man kan med den bedste vilje ikke kalde det lige.
Og for dem, der kom bagud fra startlinjen, er det meningen, at de skal udvikle den ved egen indsats senere i livet.
★Intelligens består af erkendelsesevne og udtryksevne
Det betyder, at intelligensen både er en medfødt egenskab og en egenskab, der kan udvikles senere i livet.
Hvis man udfører tanker, ord og handlinger, der aktiverer intelligensen, kan alle, bortset fra tilfælde hvor man er født med et tungt handicap i sind og krop, polere intelligensen, få den til at stråle og bruge den i livet.
Den måde, det er på, ligner på en måde skæbnens måde.
Alle mennesker fødes med en skæbne, der er fastlagt fra fødslen, men alt efter hvordan man efter fødslen bruger den intelligens, man har, kan man jo forvandle selv ugunstige skæbneomgivelser til den højeste lykke.
Og det her er vigtigt: de mennesker, der på den måde kan forene den medfødte og den senere erhvervede intelligens og bruge den i livet, har et bestemt fælles træk.
Det er, at de mestrer begge evner, erkendelse og udtryk, godt.
Nogle kan hverken erkende eller udtrykke godt, og nogle kan erkende godt, men ikke udtrykke det godt.
Men de, der fra begyndelsen ikke kan erkende godt, kan heller ikke udtrykke sig godt.
Derfor taler vi altid om erkendelsesevnens betydning, men når det gælder intelligens, er erkendelsesevne og udtryksevne to sider af samme sag, og hvis man adskiller dem, fungerer de ikke som intelligens. (Fortsættes)
