De gode menneskers tid (anden del)
Udgivet Opdateret
(Fortsat fra sidst)
Hvis man tænker lidt roligt over det, forstår man det vel.
En verden, der er blevet så indviklet, kan ikke frelses, bare fordi der dukker en eller to frelsere op.
Jeg forstår godt ønsket om det, men verden er noget, der forandrer sig fra et dybere sted.
Lad os sige, at der dukkede en frelser op med overmenneskelige, transcendente kræfter og med magt tvang alle verdens problemer og menneskehedens stridigheder i knæ og fik dem til at holde op.
Hvad tror du så, der sker med Jordens verden bagefter?
Tror du, at den kan gå over til en ny verden med en lykkelig slutning, hvor alt ender godt?
Ja, rigtigt svar.
Netop, man kommer til at gentage de samme fejltagelser.
Så bliver det ikke til en sand forandring.
Hvis jordmenneskene ikke selv forandrer sig, bliver Jordens verden aldrig virkelig bedre.
Derfor breder et virke, der støtter genrejsningen af den guddommelighed, der bor i hele menneskeheden, sig nu stille i et hjørne af Jordens verden.
Det imponerende ved jer blandt hele Jordens menneskehed er, at I udfører et enormt stort arbejde, men uden den mindste tanke om at prale af det, helt og holdent fungerer som den usynlige støtte i baggrunden.
Et virkelig godt menneske er et menneske, der altid kan stille sit hjerte og sin krop til rådighed og ofre sin største oprigtighed for verdens og andre menneskers skyld.
I verden indtil nu har der, ligesom da dr. Tetsu Nakamura for nylig mistede livet, været få eksempler på, at sådan en måde at leve på blev belønnet, men fra nu af bliver det anderledes.
Den tid, hvor man får fordele ved at bruge andre som trædesten, går mod sin ende.
En måde at leve på, hvor man med selvopholdelsesdriften prøver at beskytte sig selv, selv om det skader andre, vil ikke længere holde.
Tæppet for den sande tid med gode mennesker er allerede gået op, og den guddommelige kærligheds tid er begyndt i en del af verden, ikke?
I sådan en verden står graden af lykke i fuldkomment forhold til, hvor dyb og bred ens kærlighed er.
Det er godt at huske, at fra nu af kan man leve i en lykke, der ikke vakler, jo mindre egeninteresse man har.
Om du selv kan leve den kommende tid, som du ønsker, afhænger først og fremmest af, om du kan opløse og udbrede dig selv i livets store hav og gøre det store havs måde at leve på til din egen, så øv dig og øg, om så bare med et eller to minutter, den tid, hvor du kan leve med guddommelighedens hjerte som dit eget.
Så vil du inden længe blive i stand til at se den guddommelighed, der bor i alt, rigtigt og leve på en måde, der gør den til virkelighed. (Slut)
