Alle mennesker er skabere af deres egen skæbne (første del)

★Det, det er godt at vide for at gøre sjælen selvstændig

I dag vil jeg igen tale om den viden, der er uundværlig for virkelig at gøre sjælen selvstændig.

Er du klar?

Både i denne verden og i den anden lever alle mennesker i forbindelse med andre mennesker, ikke?

Selv hvis man ser grundigt ud over alle dimensioner, er der ingen, der lever helt alene, bortset fra nogle få, der i en hule-agtig verden af uvidenhed stædigt er overbeviste om »jeg vil ikke have noget med nogen at gøre« og har lukket sig inde i lang tid.

Og nu kommer vi til sagen: når du står ansigt til ansigt med ét menneske, har du i virkeligheden med fire-fem mennesker at gøre.

Tænker man almindeligt med den fysiske hjerne, virker det, som om man har med hinanden at gøre én til én, ikke?

Men ud fra dette synspunkt er sandheden, at hvis der er ti mennesker, står der fyrre-halvtreds, og hvis der er hundrede, står der fire-fem hundrede mennesker foran en.

Dog gælder det kun den fysiske verden, astralverdenen og de nedre lag af den åndelige verden.

For i de højere dimensioners verdener ud over dem, jeg lige nævnte, gælder det, at jo højere man kommer, jo mere forlader de vejledende ånder en, og underskytsånderne forlader en, og hos dem, der har gjort den guddommelige verden til bevidsthedens faste bolig, bliver selv skytsånden forenet med skytsguddommen, og de øvrige skytsguddomme og skytsånder forsvinder, så i praksis er det kun en selv og skytsguddommen.

Og går man endnu højere op, smelter selv ens egen bevidsthed sammen med skytsguddommen, så man selv kan leve som den fuldkomne skaber af sin skæbne.

Ser man det omvendt, er det indrettet sådan, at jo lavere man går i lagene, jo mere omhyggeligt leder den indre guddommelighed, der bor i menneskets liv, det menneske, den beskytter, i god retning.

Men det betyder aldrig, at man tager friheden fra det menneske, man beskytter, og bevæger det som en marionetdukke.

For personens eget valg, beslutning og handling bliver altid respekteret.

★Alle mennesker er skabere af deres skæbne

Alle mennesker er i virkeligheden skabere af deres egen skæbne.

De, der beklager deres uheld uden at vide det, kan man, set fra sjælens selvstændighed, kalde sjæle, der stadig er ved at vokse op.

Derfor har der i verden hidtil været mange, der ved at være længe i den verden, I kalder denne verden, har glemt, hvem de i virkeligheden var, og har haft den illusion, at de lever helt alene.

Det er et sidespor, men i forbindelse med det er der i de senere år kommet meget flere helt rene små børn, der husker tiden, før de blev født, eller som bliver født med minder fra og med åndeverdenens venteværelse for fødsler, ikke?

Men også de børn bliver, mens de bliver rystet af denne verdens broget blandede vibrationer, i de fleste tilfælde i løbet af opvæksten ved at begrave disse minder dybt i underbevidstheden.

Og hvorfor har mennesker, der lever i den fysiske verden, levet med minderne om den anden verden og livets sandhed glemt? Fordi tiden endnu ikke var kommet, og de ikke var på det trin (niveau), hvor de kunne kende hele sandheden om livet.

Men i vor tid, hvor åndeliggørelsen er skredet så langt frem, er det nødvendigt, at hele Jordens menneskehed kender sit eget livs sandhed og skifter sin måde at leve på til en, der udtrykker den.

Det kan man gøre ved at komme i berøring med mange taler som dem, vi holder, og igen trække dem ud fra sit eget hjertes dyb.

Vores taler bliver formidlet gennem kroppen på den, der skriver denne blog, men i virkeligheden er det ord, der klinger fra dybt inde i jeres hjerter.

Når man finder dem i sig selv og kan forstå dem som sine egne ord, forandrer ens måde at tænke og se på sig, før man ved af det, og man kan forvandles til et selv med udviklet bevidsthed uden særlig anstrengelse. (Fortsættes næste gang)