Hjertets risboller – 2

(Fortsat fra sidste gang)

En meget vigtig tankegang

Jeg fortalte jer, at erkendelsen af “her og nu”, “det sande nu”, viser sig, når man forener hjertets højre hånd og venstre hånd, ikke sandt?

Det siger ikke blot, at det er vigtigt at holde sit hjerte, som om man lagde håndfladerne sammen i bøn.

Ser du, det er en meget jævn, men meget vigtig tankegang.

Lad os se … prøv at huske dig selv som lille barn, så langt tilbage som din hukommelse rækker.

Når du prøvede at holde noget, der var for stort til dine hænder, brugte du så ikke begge hænder til at holde det?

Og på det tidspunkt, mens du holdt det med begge hænder, så du så ikke de voksne omkring dig holde ting med én hånd og prøve at efterligne dem?

At kunne holde “ting” uden at bruge begge hænder er ganske vist praktisk, men ved at vænne sig til det efterlod mange mennesker “en vigtig måde at holde hjertet på” i den tidlige barndom.

Nemlig at “hjertet er noget, man bruger på den måde, man holder ting med begge hænder”.

Fra et andet synspunkt kan man sige, at det betyder “at øse tingene op med hjertets begge hænder og se på dem”.

Det lyder måske abstrakt, men at øse tingene op med hjertets begge hænder og se på dem betyder at gribe tingene omhyggeligt og som en helhed.

Du tænker måske: “Ville det ikke gøre en sjusket at gribe tingene som en helhed?” men det er bevis på, at du har fået den vane at se på tingene med kun halvdelen af din opmærksomhed.

En kunst, som det syn, livet oprindeligt har, gør mulig

At bruge sin bevidsthed til at gribe tingene omhyggeligt og som en helhed betyder i virkeligheden at lægge plussiden og minussiden – med andre ord yin og yang, lys og skygge, forside og bagside, ydre og indre – alt sammen på bevidsthedens skærebræt uden at udelade noget og se ned på det.

Grunden til, at så mange af Jordens mennesker har lukket fugleperspektivets bevidsthedsfelt og er faldet i “en snæversynet måde at se tingene på”, kan siges at ligge i, at de har nøjedes med “at se med halvdelen af opmærksomheden” og ikke længere bruger “den kunst, som det syn, livet oprindeligt har, gør mulig”, nemlig “at se helheden”.

Når vi taler med ord som “lad os genoplive et overskuende bevidsthedsfelt”, er det også, for at I skal huske den kosmiske menneskeheds oprindelige synsevne.

Når det at øse tingene op med hjertets begge hænder og se på dem bliver en vane, blegner et menneskes selvcentrerede tankegang gradvist.

Så kommer man roligt og objektivt, og med en sindstilstand, der har “et skarpt øje, der opfatter sandheden”, udstyret med både fornuft og intelligens, til at kunne se ned på alle tings tilstand i sit hjertes univers.

Hvis alle blev sådan, ville Jorden blive fredelig på ingen tid, men der går lidt endnu, før de mennesker, der stadig er i “vippespillet om at vinde og tabe”, vågner.

Af den grund kan man sige, at Jordens verdens skæbne afhænger af, hvad I gør, I, der vågnede lidt tidligere.

Men det betyder ikke, at I behøver at spænde op og skyde skuldrene op.

Med jeres liv i jeres fysiske krop udfører I, blot ved at være der, et stort, stort, meget stort arbejde.

Det kommer af vejrtrækningens mystiske kraft, livsåndens kraft, men lad os gemme den historie til en anden gang.

(Slut)