Hamskiftet til den sande lykke – 3

(Fortsat fra sidst)

»Bestræbelserne på at opbygge et bedre liv« er bestræbelser på at forstå tankernes særpræg og åndedrættets grundlæggende betydning og leve, mens man behandler bevidstheden og åndedrættet rigtigt.

Sand lykke er en tilstand, hvor man har tilegnet sig et fast verdenssyn, der ikke påvirkes af ændringer i omstændighederne eller af andres ord og handlinger.

For at skyde bevidsthedens pil mod »midten af lykkens skive« gælder det om grundigt at træne hjertets grundform, nemlig at selve det guddommelige er ens inderste væsen, sikkert holde blikket rettet alene mod universets idé om den store harmoni og bruge bevidstheden mod dens midte.

Kort sagt med ét ord kan man sige, at det er at behandle bevidstheden rigtigt.

Hvis man forstår tankernes særpræg og utrætteligt bliver ved med at øve sig i at behandle bevidstheden rigtigt fra øjeblik til øjeblik, kan ethvert menneske helt sikkert få en sand følelse af lykke, der ikke vakler.

For at gøre det gælder det om at bruge bevidstheden på en måde, der fører til faktiske handlinger i ens eget hjerte og krop.

Man kan også sige, at det er at bruge bevidstheden på en måde, der er ledsaget af handling.

Hvis de tanker, ord og handlinger, man udsender lige nu, ikke fører til handlinger, der skaber den virkelighed, man ønsker, kan man, hvis man ser kortsigtet på det, sige, at det er en tilstand, hvor man spilder livsenergi.

Set fra evighedens synspunkt kan man sige, at det er et billede af, at man går den vej, man nødvendigvis må gå på hvert tidspunkt.

Her vil jeg fortælle noget, der er grundlæggende vigtigt.

Nøglen til at behandle bevidstheden rigtigt er at bygge guddommeligt baserede tanker, ord og gerninger op oven på et fundament, som er en grundindstilling af bevidstheden, der har gennemskuet livets sandhed, som for eksempel: »Min, ○○’s, sande natur er guddommelig.«

Det allervigtigste er, hvem man til daglig erkender sig selv som.

Hvis man erkender sig selv som en ufuldkommen, svag eller lav person, og sig selv og andre som adskilte væsener, har man svært ved at komme op af den dualistiske modsætningstænknings bundløse sump.

Men hvis fundamentet af den guddommelige erkendelse er solidt, kan man komme ud af enhver nok så mørk situation og stå i en verden af kun lys.

Hvad anerkender man som selvfølgeligt i hverdagen?

Se ærligt på det, og omslut det med et kærligt hjerte, der har rod i det guddommelige, og tag det i jeres favn.

Det er ikke dit sande jeg, der tænker godt eller dårligt, kan lide eller ikke kan lide.

Dit sande jeg omfavner alt med et kærligt og ømt hjerte.

Også for at nå frem dertil, så prøv at blive ved med at øve dig i at være taknemmelig for alt, mens du omhyggeligt bruger bevidstheden på den måde, jeg beskrev ovenfor.

Så kan du helt sikkert gøre en urokkelig lykke til din egen.

(Slut)